Jeg tog på bustur

Jeg tog på bustur til Paris
ikke dyrt
ikke billigt for en arbejdsløs

- I bussen sad gamle kendinge
ikke uvant med turen med hinanden
Gamle stramme pensionerede lærerinder
en enkelt bogholder med dobbelt-slebne glas
en købmand
en fallent
en enkemand fra et støvet ministerium
et sølvbrudepar fra heden eller var det Hjørring

Og de fortalte begejstret om Versailles
Boulogne
de små cafeer og om loppe-markeder
om vinen, om de gamle mestre på museum
om romantiske maleriske huse, forfaldne
i snævre gader
og om prangende bygninger langs brede boulevarder

Og de gav gode råd
vejledning til en førstegangs-besøgende
om restauranter, om drikkepenge, om de fandens taxier
om stederne jeg burde se i byernes by - Paris

Og jeg takkede
sagde, jeg skulle på Pére Lachaise
se den mur, hvor de sidste kommunarder faldt
Og i bussen blev smilende ansigter stive
forskrækkede
Det var som om et spøgelse, kørte med på turen
i bussen til Paris.



(fra antologien RØDT & SORT
Splinter på tryk ! Ar.litt.)

 

  videre