Det første solstrejf

Min verden
Min baggård
Mit baghus
Mit forår -

med de første sparsomme solstrejf
den trange vej ned i gårdens bund
gennem en næsten uigennemsigtig rude
ind i små fugtige, mørke stuer
med skrammede møbler og løst tapet

lys i gammelkloge slumungers stridbare sind
unger med snottud, bleg hud, tynde arme
knyttede næver i blankslidte, arvede bukser
syet ind, lagt op, lagt ned

og gamle værkende knogler på stentrappens trin
landets, fabrikkernes levende historie
fortalt med gigtplagede rygge, mærkede hænder
arrede
og af hostende lunger

gennem røgen fra elværket på bakken
blæstens hvirvlende kulstøv
fra dyngerne på havnen
og larmen fra tusinde hjuls snurren

mellem summen af lyde i baghusets gård
af legende unger, snakkende koner der vasker
fra fyraftens bajerens flasketår

på mørke jakkesæt, storblomstrede kjoler
duften af mølkugler fra skabets bageste gemme
hængt til udluftning i det første rigtige forår

på det købte stof fra Trikotagen på hjørnet
og fæstnet om formiddagen på en rundstok i porten
med søm over værftets bogholderi
et lille forskud på fremtidens fordringer

Min verden
Min baggård
Mit baghus
Mit forår -
med de første sparsomme solstrejf
i bruset fra sangen og toget gennem byen første maj
- vores verden
- vores baggård
- vores baghus
- vores forår
med de første sparsomme solstrejf.



(fra antologien HVERDAGSAKKORDER 2
Ar-litt Jylland)

 

  videre