Foran spejlet, bag baren

Når alting omkring dig ramler
styrter i grus
når dagene bliver lange
forår til vinter
når du mødes af glemsomhed
og lunken foragt
og du sidder
stirrer stift i rav farvet whisky
og er glemt
har glemt
og alene mærker stilheden smerte
svie

Når aftenen er gået
og natten går imod dag
når du vil af sted
før dæmringen sætter ind
når gulvet gynger
benene svajer
og du trænger hårdt til en hånd
arm, skulder
og ikke kan stikke af i ubemærkethed
er træt af kolde smil
dyr sympati

Forbander jeg mit kølige overblik
min ydre ro
slukker mismodet i mine øjne
jager drømmen på flugt
tænder hadet
og drikker en stående vodka
idet jeg skænker mig en dobbelt
og for en femmer, han stak
tager en krone
og bestiller en vogn.

 
  videre