Nogle gange…

Nogle gange bliver livet mig for broget
de mange små konvolutter med ruder
får mig ned med nakken og jeg må ha´ luft
så er det jeg skrider og snupper en lille en

Nogle gange bliver livet mig for broget
avisernes skriverier –
sekshundrede ubesatte stillinger
til tohundrede tusinde ledige hænder
så er det jeg skrider og snupper en lille en

Nogle gange bliver livet mig for broget
jeres bemærkninger, om nas
dovenskab, fylder mig med trods, aggression
så er det jeg skrider og snupper en lille en

Nogle gange bliver livet mig for broget
evige skænderier om pis, papir - børn, opvask
tandpasta i håndvasken, våde trusser på wc
så er det jeg skrider og snupper en lille en

Nogle gange bliver livet mig for broget
du ser på mig - de åh så forstående blikke
gør mig vred, får mig til at smække med døren
så er det jeg skrider og snupper en lille en

Nogle gange bliver livet mig for broget
så hjælper det ikke med kun én lille en
så er det jeg snupper hele glasset
bliver til endnu én lille en i statistikken.

 

  videre