|
Ræk mig din
hånd
Ræk mig din hånd –
lad mig føle trygheden, varmen
I dine øjne
læse om kærligheden til livet
af din mund hører
stormene fra trekvart århundrede
Lad mig en stund sidde
i stilhed, føle roen
mærke din kølige hånd i min
mens dagens sidste lyde forsvinder
og lyset i loftet slukkes
Fra vinduet på klem
trænger den blide aftenvind ind
svalende ovenpå en hektisk dag
I mørket ud mod haven, tænder byen sit lys
Du ligger lille i din seng
tavs under dynen, på et rent lagen
Dit hår, slået ud som en vifte, med grå stænk
dækker helt puden, dit hoved hviler på
Dine øjnene er lukkede
men mellem stolen jeg sidder i
og din seng, ser jeg huset –
engen, hvor du om sommeren vogtede får
I husets eneste stue
hører jeg barnegråden, lugter jeg fattigdommen
mærker jeg sulten gnave i maven, skrige
rumle som et ekko i tomme tarme
Fra huset ved skovtykningen
sidder jeg på huggeblokken med øksen knuget
Mine øjne følger alleens fint kantede kroner
mens aftenmalkningens lyde fra avlsgården
trænger ind i mit barnesind
som en smerte, som en uopnåedelig drøm
- Et enkelt glas mælk
en ringe løn
for en varm sommerdag på engen
mellem herregården kreaturer og får
I mørket, hører jeg de slæbende skridt
din far træt
med et tomt nedslået blik, uden liv uden gnist
På mine kinder brænder hadets rødme
Mine øjne skuer de oplyste vinduer
bag hvilke de krumme rygge
sultens barnegråd
de tuberkuløse på kirkegården fortæres
- mellem latter vin og musikanters spil
Jeg sidder i stolen, ser på dig –
borte er de furede rynker på panden
Du smiler
dit stille eftertænksomme smil, varmt
blidt, venligt
en gang imellem ironisk
eller er det i dit blik, jeg en sjælden gang
kan læse lidt let selvironi ?
Et øjeblik som jeg sidder
fyldes mit hoved af egne minder
Jeg tænder en cigaret, blæser røgringe i mørket
Aftenvinden er kold, blæsende
Du ryster lidt i kulden, det er mørkt
og det er sent, og du er på vej hjem alene
Hele dagen har du hjulpet i det store køkken
slæbt på tunge gryder, vasket fade
snittet grønsager i en uendelighed, som dog fik ende
De har råbt og de har skreget
du har tiet, men her på vejen får din harme luft
Dine tårer løber ned af kinderne
du ser din far for dig
hans hule kinder, den krumme ryg, det døde blik
Din mor der hjemme
endnu ung
men ældet af fattigdommens bekymringer
Dit indre, din hånd knyttes
Du skriger dit had ud i mørket
som ingen hører –
Siddende på en sten alene i natten
gør du regnskabet op
tæller sveddråberne som faldt på marken
som vandede det korn der ligger i herregårdens lader
- Du måler de små jordstykker på kirkegården
med de vældige marker omkring parken
nedenfor de knejsende tårne og voldgraven
Og i natten, i blæstens sus
båret af vinden, kommer de til dig –
henover markerne med deres leer, forke, plejle
skarpslebne bondespyd – Mænd
med hvæssede blikke, flammende øjne – Skipperens mænd
som faldt i et enkelt slag, en træfning
i en ikke afsluttet krig mellem herre og slave
Mens jeg ryger min cigaret
går du forbi smedien, hvorfra gnister springer
af ambolten om dagen
mellem småfolk og daglejere, når han svedig står
i hammerslag, i varmen fra gløderne i essen
mens ilden blødgør det døde jern – Hammerens slag
former, retter det bøjede stål ud
Jeg slukker min cigaret
og i mørket støder hånden til blomsterne på natbordet
- En rose taber et par skrøbelige kronblade
Jeg ser på dig, tænker
- her ligger du, min mors mor
du har aldrig holdt af roser
I dine stuer, i byen blomstrede markernes
grøftekanternes blomster
som du plukkede om søndagen udenfor byen
mens du så indover tagene
som lå i læ af de store rygende skorstene
Hvor han fra den lille smedie
nu står sodet og beskidt i en kæmpe hal
og hamrer mens gnisterne fyger og dine øjne brænder
Du går under den blå himmel
mellem bøgestammer
i den nyudsprungne skov
Du elsker grenenes spæde knopper
endnu spæde blade
- Vårens majtegn plukker du mange af
for at dele dem ud mellem lejekasernens skibsbrudne
Fra den lille stue i baggården
høres symaskinens snurren
Lattermildt smiler du, småbander
bruger saksen barberbladet –
fæstner, påsyer i hånden bogstaverne et for et
På din kommode fra tiden som tjenestepige
ligger
et rødt klæde, banneret med bogstaverne –
den trykte stak seddeler
parret du hentede på banen havde med
Jeg rejser mig fra stolen
mine ben sover
og går frem og tilbage i den mørke stue
Jeg ser ud af ruden
ned mod den sovende by med spredte lys i natten
Der ligger den levende
med sit hjerte, sine årer, sine blodlegemer
Den sover, men jeg kan mærke dens puls –
for pulsslagene er mine pulsslag
Du lærte mig dens væsen at kende
viste mig årerne, blodlegemerne som strømmer
gennem dens gader –
Hjertet, cellernes opbygning, betydning
og du fortalte om mange sygdomme
om at forebygge, om at helbrede, om nødvendigt at
bortoperere
til stadighed være på vagt
overfor lurende snigende angreb, eller tilbagefald
Udenfor begynder fuglene at synge
eg har stået længe i tanker
og har ikke set det lysne over byen eller i stuen
Jeg ser på dig i sengen
Du ligger lille med lukkede øjne, udslået hår
dine rynker i panden er bort
og du smiler
Selvom din hånd er kold
kan jeg mærke trygheden, varmen
I lyset fra vinduet
som nu slår ind gennem ruden
ser jeg klart byens tage i læ under fabrikkens skorstene
I stolen ligger en plastpose fra Irma
med en stak trykte seddeler
som skal deles ud ved porten til værftet
så jeg må gå –
Men inden jeg trækker i snoren
og natsygeplejersken kommer
tar jeg endnu en sidste gang din hånd
- Dine storme fra et trekvart århundrede, hadet
fra slaverne til herrerne gennem slægtled
og din kærlighed til livet ligger i posen
som jeg tar med mig, som jeg morgener efter denne –
indtil vores uafsluttede krig mod herrerne er endt, vil bære
!
(offentliggjort i Kulturkampen, tidsskrift
for arbejderkultur
nr. 2-3 1984, 3.årgang) |