Med de sædvanlige rykkere til morgen Med de sædvanlige rykkere til morgen lå en hvid men plettet konvolut en med udenlandske frimærker på fedtet med fremmed håndskrift og den var anonym uden afsender I konvolutten lå et kort brev en tynd halskæde af guld jeg kende kæden og huskede mindedes en efterårsdag for længe siden da jeg hængte den om din gyldne hals Med kæden i hånden kunne jeg lugte skoven høre løvets hvisken fra trækronerne huske at vi gik hånd i hånd og at det var den sidste dag vi var sammen Mit hjerte smertede gjorde så forbandet ondt dine brune øjne var blanke smilet omkring din mund lidt stift vi vandrede tavse af sted omgivet af stilhed som kun blev brudt af de tørre kviste i skovbunden Vi sad tæt sammen i udkanten af en lysning tavse med flettede fingre så et par legende egern jage hinanden vi kunne ikke nænne at bryde idyllen med ord Hvad skulle vi også med yderligere ord når vi begge ønskede handling du i favellaen i bjergene i bjergene med en riffel jeg endnu kun med løbesedler plakater her den samme kamp men hver sit sted - Og jeg læste Esta`n firmes mis pies sobre la tierra mine fødder står fast på jorden Voy a luchar en cada calle detras` de cada piedra jeg vil kæmpe i hver gade bag hver sten Ord du sagde da jeg gav dig kæden ord jeg skrev i et digt ord i et brev i en plettet konvolut jeg knugede ord som er fælles for alle undertrykte ord som skal leve gives videre så længe der er ufrie selvom det kan smerte, gør så forbandet ondt. (fra digtsamlingen Varmt møde i en kold krig, Nexø forlag)     videre