Med de sædvanlige rykkere til morgen

Med de sædvanlige rykkere til morgen
lå en hvid men plettet konvolut
en med udenlandske frimærker på
fedtet med fremmed håndskrift
og den var anonym uden afsender

I konvolutten lå et kort brev
en tynd halskæde af guld
jeg kende kæden og huskede
mindedes en efterårsdag for længe siden
da jeg hængte den om din gyldne hals

Med kæden i hånden kunne jeg lugte skoven
høre løvets hvisken fra trækronerne
huske at vi gik hånd i hånd
og at det var den sidste dag vi var sammen

Mit hjerte smertede gjorde så forbandet ondt
dine brune øjne var blanke
smilet omkring din mund lidt stift
vi vandrede tavse af sted omgivet af stilhed
som kun blev brudt af de tørre kviste i skovbunden

Vi sad tæt sammen i udkanten af en lysning
tavse med flettede fingre
så et par legende egern jage hinanden
vi kunne ikke nænne at bryde idyllen med ord

Hvad skulle vi også med yderligere ord
når vi begge ønskede handling
du i favellaen i bjergene i bjergene med en riffel
jeg endnu kun med løbesedler plakater her
den samme kamp men hver sit sted

- Og jeg læste

Esta`n firmes mis pies sobre la tierra
mine fødder står fast på jorden

Voy a luchar en cada calle
detras` de cada piedra
jeg vil kæmpe i hver gade
bag hver sten

Ord du sagde da jeg gav dig kæden
ord jeg skrev i et digt
ord i et brev i en plettet konvolut jeg knugede
ord som er fælles for alle undertrykte
ord som skal leve gives videre så længe der er ufrie
selvom det kan smerte, gør så forbandet ondt.



(fra digtsamlingen Varmt møde i en kold krig,
Nexø forlag)

 

  videre