Borgerlig ideologi går ud fra, at menneskets natur er evig og uforanderlig – og i regelen ond eller ’syndig’. For marxister er menneskenaturen’indbegrebet af samfundsforholdene’. Et
forkrøblet samfund skaber forkrøblede mennesker, et frit samfund skaber frie individer, hvis personlighed kan udfolde sig. Derfor giver det god mening at tale om ’det nye menneske’, revolutionen vil skabe.
Målet for arbejderklassens (proletariatets) diktatur, for opbygningen og udviklingen af socialismen, er det klasseløse kommunistiske samfund, hvor det sagt populært er således, at enhver yder efter evne og nyder efter behov. Et samfund, hvor det nødvendige arbejde for at opretholde og tilvejebringe de nødvendige midler til tilværelsen er reduceret til et minimum, og arbejdets former revolutioneret, så det kun er et biprodukt i menneskets produktive udfoldelse af sine talenter og evner.
Denne proces er langvarig. Det er nødvendigt, arbejderklassen udøver sit diktatur for at sikre en udvikling, hvor alle politisk-økonomiske levn og rester af tankegods fra det borgerlige og kapitalistiske samfund bliver likvideret.
Ethvert samfunds indretning udspringer af samfundets økonomiske indretning. Arbejderklassens diktatur sikrer, at produktivkræfterne udvikles og anvendes til menneskenes sociale frigørelse, at arbejdsdelingen mellem det fysiske og intellektuelle arbejde, mellem by og land og mellem arbejdsfunktioner, der opretholder klasser, forsvinder.
Under socialismen, frem mod det klasseløse kommunistiske samfund, skaber arbejderklassens diktatur grundlaget for på den ene side, at produktivkræfterne udvikles, så der skabes materiel mulighed for, at alle yder efter evne og nyder efter behov, og på den anden side bekæmper arbejderklassens diktatur, at produktivkræfterne udvikles ved øget arbejdsintensitet, længere arbejdstid osv.
Det er en langvarig kamp frem mod det klasseløse kommunistiske samfund. Arbejdet skifter karakter og indhold, bliver et udtryk for den menneskelige skaberkraft, produktivkræfterne udfoldes til gavn for hele samfundet, til opfyldelse af de fælles menneskelige og den enkeltes behov.

Det borgerlige kapitalistiske samfund
Ethvert samfunds produktionsmåde, dets forskellige institutioner, det være sig statsapparatet, universiteter, seminarier, andre uddannelsesinstitutioner eller lovgivning, påvirker den samfundsmæssige bevidsthed, opfattelsen af verden, af videnskab, filosofi, moral, kunst og kultur, som tjener den herskende klasse.
I det borgerlige kapitalistiske samfund tjener videnskab, forskning og opdragelse kapitalens interesser. Medicinalindustrien forsker i samarbejde med universiteter og hospitaler i hele tiden at finde en så effektiv medicin som muligt til visse sygdomme, og fremstiller den for at øge medicinalindustriens profitter og udbyttet til aktionærerne, ikke for at finde årsagen til de enkelte sygdomme eller for at gavne forebyggelsen af disse.
Teknologi og nye produktionsmåder tages i anvendelse ikke for at lette arbejdskraften og hindre nedslidning, men for at øge produktiviteten og kapitalens profitter. Den borgerlige skønsang om en objektiv og neutral videnskab og forskning er skinger og hul, uden klangbund i virkeligheden.
Videnskaben, forskningen og de teknologiske landvindinger har i det borgerlige kapitalistiske samfund ikke sigte på at løse menneskehedens grundlæggende problemer: klimaændringer, forureningen, der er skabt af kapitalismens hensynsløse profitjagt, sulten, fattigdommen, sygdomme, der er en følge af monopolernes og imperialismens rovdrift og ødelæggelse af kloden. De arbejdende menneskers materielle og kulturelle behov eksisterer for kapitalen kun i det omfang, de viser sig positivt på bundlinjen i årsregnskaberne.
Den teknisk-videnskabelige revolution i de industrialiserede kapitalistiske lande har kun til formål at øge udbytningen og undertrykkelsen, at få profitten til at vokse. Den har – underlagt den herskende klasse, det kapitalistiske borgerskab – øget uligheden, uddybet kløften mellem de udviklede kapitalistiske lande og de underudviklede lande, mellem rige og fattige, mellem håndens og åndens arbejde.
I det borgerlige kapitalistiske og klassedelte samfund, mellem hovedklasserne, er der en række lag, der er nødvendige for opretholdelsen af den herskende klasses politiske magt. De lag er opstået som følge af arbejdsdelingen, delingen mellem håndens og åndens arbejde. De er beskæftiget med organiseringen og ledelsen af samfundet og den samfundsmæssige produktion, og de tjener den herskende klasses interesser. De er teknikere, ingeniører, økonomer, forfattere, kunstnere, professorer, lærere og pædagoger. Deres rolle i den samfundsmæssige organisering i det kapitalistiske samfund bringer dem i et vist modsætningsforhold til arbejderklassen og dens interesser, men også, som ansatte og tjenere for kapitalen, i modsætning til borgerskabet.
Lenin har karakteriseret disse intellektuelle lag: ”… Ingen vover at benægte, at intelligensen som et særskilt lag i det moderne kapitalistiske samfund i det store og hele netop karakteriseres af individualisme og manglende evne til disciplin og organisation …”
”… Herved adskiller dette samfundslag sig ufordelagtigt fra proletariatet. Det er en af forklaringerne på de intellektuelles slaphed og ustabilitet, som proletariatet så ofte får at føle, og denne egenskab ved de intellektuelle hænger uløseligt sammen med deres almindelige livsbetingelser, deres erhvervsforhold, der i mangt og meget ligner betingelserne for småborgerskabets eksistens …”
De intellektuelle indtager i det kapitalistiske samfund en dobbeltstilling. De ejer ikke produktionsmidler. De er betalt af kapitalen. De skaber merværdi for kapitalen og er på samme tid kapitalens forlængede arm og kontrollant over for arbejderklassen.
Et vigtigt og vitalt led i opretholdelsen af borgerskabets klasseherredømme er uddannelses- og skolesystemet, der ideologisk og kulturel er gennemtænkt til at afrette den opvoksende generation i forhold til borgerskabets interesser. Lærere og pædagoger er bestemt til at levere varen i form af føjelige slaver og bukkende arbejdere og nye generationer af tjenende intellektuelle, samt til at sikre borgerskabets eget monopol på viden, der understøttes af samfundets økonomiske mekanismer. De, der kommer fra borgerskabet og har råd, får en høj og lang videregående uddannelse, mens andre i bedste fald må tage til takke med en utilstrækkelig studiestøtte og efterfølgende gæld, en mellemlang eller kort uddannelse tilpasset kapitalen og den herskende klasses behov.

Oktoberrevolutionen og ”Det ny Menneske”
Efter den socialistiske revolution, opgøret med den gamle borgerlig-demokratiske og kapitalistiske stat, oprettelsen af arbejderklassens egen statsmagt – arbejderklassens diktatur, der likviderer borgerskabets ejendomsret til produktionsmidlerne: jord, råstoffer, maskiner, produktionsbygninger og fabrikker, og sikrer disse som socialistisk fællesejendom med sigte på at dække fællesskabets materielle og kulturelle behov – er en vigtig opgave for arbejderklassens diktatur inddragelsen af hele arbejderklassen og dens allierede i den aktive og direkte deltagelse og medbestemmelse i produktionen, i alle sider af samfundslivet, i opbygningen og udviklingen af socialismen frem mod det klasseløse kommunistiske samfund.
I denne proces sker der en kvalitativ højnelse af det enkelte menneskes bevidsthed, en tilegnelse af den videnskabelige socialisme, af marxismen-leninismen, der afspejler sig i alle sider af samfundslivet: i videnskaben, teknologien, psykologien, pædagogikken, i kunsten, kritikken, moralen osv.
Under opbygningen af socialismen, under arbejderklassens diktatur, er det uddannelsesmæssige og pædagogiske princip massernes egen aktive deltagelse i opbygningen af socialismen, i egen udvikling gennem tilegnelsen af den videnskabelige marxisme, af de kommunistiske principper, ud over de rent elementære almene færdigheder og fag. For at sikre arbejderklassen og dens allierede at kunne deltage på alle niveauer må det gamle samfunds fremmedgørelse af masserne i det kapitalistiske, borgerlige pseudo-demokrati uden reel deltagelse i organisering af samfundet overvindes.
For at nå det højeste stadie i udviklingen, det klasseløse kommunistiske samfund, tager undervisning, pædagogik, opdragelse, aktiv deltagelse i samfundsmæssigt produktivt arbejde, organiseringen af samfundet og opbygningen og udviklingen af socialismen under arbejderklassens diktatur sigte på at skabe en ny bevidsthed: et Nyt Menneske.
 

Kilde: Kommunistisk politik 22, 2007

videre