Oktoberrevolutionen og kulturen
Af B. C. Andersen, Arbejderpartiet Kommunisterne ...Del 3 af en serie
Kultur er de skikke og opfattelser, mennesker former som medlemmer af et samfund. Kultur spænder over et stort område, lige fra vaner i dagligdagen som mad, påklædning, måden, man hilser på, til religiøse forestillinger, moral, kunst, kritik, videnskab og filosofi.
Kort, og en smule firkantet, er kultur socialt etablerede strukturer af meninger og opfattelser – et forsøg på spørgsmål og svar på tilværelsen, de situationer og sammenhænge, ethvert menneske bliver stillet over for. Religionen, videnskaben, kunsten og filosofien er menneskets forsøg på at udforske de grundlæggende sammenhænge i tilværelsen.
Karl Marx skriver: ”… Produktionsforholdene danner i deres helhed samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, hvorpå der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, som modsvares af bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Måden at producere det materielle liv på betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces …”
Al kultur, kunst og kritik er klassebestemt. ”… Den herskende klasses ideer er i enhver epoke de herskende ideer, fordi den klasse, der til sin rådighed har midlerne til den materielle produktion, også råder over midlerne til den åndelige produktion…” skriver Karl Marx. Kultur og kunst er i et hvilket som helst samfund i udviklingen en klassekultur, der tilhører og tjener den herskende klasses interesser.
I Hvad må der gøres (udvalgte værker, bind 2, Tiden 1979) skriver Lenin: ”… Ingen klasse i historien har opnået herredømmet, hvis den ikke frembragte sine egne politiske ledere, sine progressive repræsentanter, der evnede at organisere bevægelsen og lede den …”
”… Vi må uddanne folk, der helliger sig revolutionen ikke blot på deres friaftener, men i hele deres liv …”
Og på RKP(b)’s 8. kongres i 1919 (udvalgte værker, bind 11, Tiden 1983) ”… Vi må bygge kommunismen op af kapitalismens ruiner, og kun den klasse, der er hærdet i kampen mod kapitalismen, kan gøre det. Proletariatet – det ved I udmærket – er ikke fri for det kapitalistiske samfunds mangler og svagheder. Det kæmper for socialismen, og samtidig kæmper det mod sine egne mangler. Proletariatets bedste fortrop, som i årtier har ført en fortvivlet kamp i byerne, har i denne kamp kunnet tilegne sig hele by- og storbylivets kultur og har til en vis grad opsuget den. I ved, at landsbyen selv i de fremskredne lande var dømt til at leve i kulturelt mørke. Naturligvis vil landsbyens kulturniveau blive højnet af os, men det vil tage år …”
Karl Marx understreger, at i selve revolutionen og gennem revolutionær virksomhed falder det enkelte menneskes forandring sammen med forandringen af de ydre omstændigheder. Den revolutionære aktivitet og revolutionen er en kulturfaktor, der virker kulturelt opdragende og udviklende. På baggrund af erfaringerne høstet gennem den revolutionære kamp bliver arbejderklassen og dens allierede aktive skabere af de nye samfundsmæssige tilstande.
Forandringen starter med proletariatets kamp for og erobring af den politiske magt, skabelsen af arbejderklassens egen magt i form af proletariatets diktatur. I den proces bliver der frigjort helt uanede ressourcer, der har været bundet og uudnyttet i arbejderklassen.
Socialismen er arbejderklassens og dens allieredes eget værk. Proletariatets diktatur skaber betingelserne for den enkeltes aktive deltagelse i opbygningen af socialismen og åbner op for udviklingen af det enkelte arbejdende menneskes talenter og evner.


 Kulturrevolution og Oktoberrevolution
Den socialistiske revolution i Rusland 1917 forandrede ikke blot de økonomiske og politiske forhold. Den gjorde det muligt for proletariatet, for småbønderne og for de undertrykte folkeslag at kaste det gamle regimes kulturpåvirkning af sig og selv deltage på alle områder i det kulturelle liv.
En vigtig front i kulturrevolutionen var kampen mod analfabetismen. I 1918 var næsten 40 procent af alle industriarbejdere analfabeter. Uden for byerne og de store industricentre, på landet, var tallet endnu højere.
I en uset målestok, der ikke er set før eller siden, satte det kommunistiske parti og den unge sovjetstat ind for at bekæmpe analfabetismen. På to år, midt under borgerkrigen og kampen mod de udenlandske invasionsstyrker, de sort-reaktionære krigsherrers hære, blev der oprettet næsten 24.000 skoler for voksne analfabeter (centralforvaltningens statistik, 1. hæfte, Moskva 1922). Analfabeter fik nedsat deres arbejdstid, uden lønreduktion, for at følge undervisningen.
Tusindvis af det kommunistiske partis kadrer drog til de fjerneste egne af Rusland for at fremme folkeoplysning og undervisning. Hvis den socialistiske Oktoberrevolution skulle sejre, var det nødvendigt at arbejderklassen, de arbejdende bønder, forbedrede både deres almene og deres faglige viden. Det kulturelle arbejde var for partiet, sovjetstaten, en vigtig kampfront, der skulle sikre proletariatets diktatur i form af ”et nyt menneske” med en ny personlighed, fri af småborgerlige synspunkter, egoistiske og private besiddelsesvaner, et klassebevidst menneske, der tog aktivt del i opbygning af socialismen.
Overalt skød der arbejderfakulteter op, hvor arbejderklassen kunne dygtiggøre sig fagligt, teknisk og alment. Der skabtes et omfattende net af kultur- og oplysningsinstitutioner. Midt i krigen på liv og død for den unge sovjetstat mod de morderiske bander af sort-reaktionære ”hvidgardister” blev der åbnet 25.000 folkebiblioteker og næsten 8.000 folkets huse (Kulturel opbygning, Moskva 1956).
Den proletariske statsmagt gjorde alle teatre, museer, malerisamlinger og koncerthuse til arbejderklassens og den øvrige arbejdende befolknings ejendom. I hundredvis af kadrer blev sendt ud i landet til godserne for at sikre det russiske folks kulturarv mod hærværk, tyveri eller tilintetgørelse og for at sikre en omfattende registrering af kulturskattene.
Gennem de kulturelle institutioners arbejde, gennem politiske møder i kantiner, på fabriksgulvet, i hæren, klubber og kulturhuse øgede det kommunistiske partis kadrer arbejdernes klassebevidsthed.
Det skrevne og trykte ord spillede en vital rolle i den politiske oplysning, i at sikre arbejderklassens deltagelse i statens og virksomhedernes forvaltning og drift og udbrede kendskabet til værdifulde erfaringer i opbygningen af socialismen. Trods papirmangel og mangel på trykkerifaciliteter udkom der ved borgerkrigens afslutning i 1920 næsten 600 forskellige aviser i Sovjetunionen. Dertil kom godt 150 fagforeningsaviser og -blade og omkring 60 aviser på et andet sprog end russisk henvendt til de mange nationale mindretal i Rusland (Sovjetpressen, bind 1, 1917-41, Moskva 1961).
På den alrussiske oplysningskongres sagde Lenin: ”… De arbejdende stræber efter viden, fordi de har brug for viden for at sejre …”
”… De arbejdende masser har forstået, at viden er et våben i deres frihedskamp, at når noget ikke lykkes, skyldes det manglende uddannelse, og at det nu er op til dem selv at gøre oplysningen virkelig tilgængelig for alle …”
At ændre det borgerlige kapitalistiske samfund til et socialistisk efter revolutionen, kan kun ske, hvis de videnskabelige, tekniske og kulturelt mest fremskredne metoder bliver taget i brug, samtidig med at arbejderklassen og dens allierede får adgang til og tager aktivt del i en kultur, der sikrer en ny personlighed med øget klassebevidsthed, frigjort fra borgerlig ideologi, småborgerlige lænker og synspunkter.
Oktoberrevolutionen i 1917 var andet og mere end blot krudt og kugler. Det var en kulturrevolution, som åbnede helt nye veje og muligheder for menneskeheden.
 

Kilde: Kommunistisk politik , 2007

videre