Oktoberrevolutionen og arbejderklassens diktatur
Af B. C. Andersen, Arbejderpartiet Kommunisterne ...Del 2 af en serie


Proletariatets diktatur: Intet begreb og ingen praksis er så forhadt af borgerskabet som dette.
Det var Karl Marx, som understregede at opbygningen af socialismen nødvendigvis måtte forløbe under arbejdernes klasseherredømme - med arbejderne organiseret som herskende klasse. Oktoberrevolutionen gjorde det for første gang til virkelighed.
Den socialistiske revolution knuser og likviderer borgerskabets diktatur, borgerskabets kapitalistiske statsmagt, og opretter arbejderklassens diktatur, arbejderklassens egen statsmagt. Det er betingelsen for, at arbejderklassen og dens allierede sejrer, at revolutionens mål, at opbygge socialismen og sikre socialismens udvikling frem mod det klasseløse kommunistiske samfund, sejrer.
Historien og menneskehedens udvikling, gennem slavesamfundet over feudalsamfundet, det borgerlige kapitalistiske samfund til det socialistiske, viser, at ingen undertrykt klasse har opnået magten uden at gennemføre en periode med håndfast klassediktatur.
Borgerskabet erobrede sin politiske magt og udviklede produktivkræfterne og banede vejen for det kapitalistiske samfund ved at knuse og likvidere det feudale samfund med revolutionær vold, ved undertrykkelse af konger og feudalherrer, disses reaktionære forsøg på kontrarevolution og genrejsning. Eksempelvis den franske revolution i 1793, der likviderede reaktionen i form af aristokratiet og monarkister og deres allierede, som tilkaldte udenlandske tropper for at drukne den borgerlige revolution i blod og desperat forsøgte at rulle historiens hjul tilbage.
Den socialistiske revolution og arbejderklassens magtovertagelse vil umiddelbart straks betyde en ekspropriering og likvidering af storkapitalens ejendom, herunder kapital og formuer, der stammer fra mindretallets udbytning af flertallets arbejde, fra den politiske og økonomiske undertrykkelse. Revolutionen vil sønderrive og klippe alle tråde til imperialismens globale spindelvæv: EU, NATO, Verdensbanken, de internationale børser og spekulationsmarkeder osv.
Arbejderklassens diktatur undertrykker og likviderer storkapitalens og borgerskabets modstand mod den socialistiske revolution, borgerskabets og monopolkapitalens forsøg på kontrarevolution og tilbagevenden til de gamle tilstande – ligesom borgerskabet, da det var en progressiv og revolutionær kraft i England i 1649, i Frankrig i 1793, i de borgerlige revolutioner, der fulgte i kølvandet, gjorde det, frem mod det kapitalistiske samfund fra det feudale.
”… Proletariatets diktatur ligner andre klassers diktatur derved, at det som ethvert andet diktatur opstår af nødvendigheden for med magt at undertrykke modstanden fra den klasse, som er ved at miste sit politiske herredømme …” skriver Lenin i ’Teser og rapport om borgerligt demokrati og proletariatets diktatur’.
”… Den grundlæggende forskel mellem proletariatets diktatur og andre klassers diktatur – det feudale i middelalderen og det borgerlige diktatur i alle civiliserede lande – består i den kendsgerning, at godsejernes og bourgeoisiets diktatur var den voldelige undertrykkelse af den modstand, som det store flertal af befolkningen, nemlig det arbejdende folk, frembrød …”
”… I modsætning hertil er det proletariske diktatur den voldelige undertrykkelse af udbytternes modstand, det vil sige af et ubetydeligt befolkningsmindretal, godsejerne og kapitalisterne …”
Det grundlæggende og vigtigste spørgsmål, enhver tanke om en socialistisk revolution og opbygningen af socialismen stiller, er spørgsmålet om statsmagten og dens beskaffenhed. Alle stater og statsformer, historien har kendt, har været klassestater og redskabet for den herskende klasses klasseherredømme (diktatur).
Arbejderklassens vigtigste våben i kampen om erobringen af den politiske magt er den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen. Det kommunistiske parti, som bygger på marxismen-leninismen, er et revolutionært parti, der er bygget på de leninistiske principper, den demokratiske centralisme.
Historien slår fast, at revolutionen må tilintetgøre den borgerlig-demokratiske kapitalistiske stat, der ene og alene, med alle dens institutioner, er indrettet på at sikre borgerskabets klasseherredømme og undertrykke arbejderklassen og den øvrige befolkning.
Der, hvor falske ”socialister”, ”kommunister”, anarkistiske marodører og andre eventyrere har fornægtet arbejderklassens diktatur, afvist eller forvansket den videnskabelige marxisme-leninisme med forskellige teorier om særlige ”overgangsfaser” fra kapitalismen til socialismen – antimonopolistisk-demokrati, fredelig overgang til socialisme, et demokrati for alle – er deres kyniske absurditet og bedrag endt i blodbad, fascistisk diktatur og en yderligere befæstelse og fastholdelse af borgerskabets kapitalistiske diktatur.
Arbejderklassens diktatur sikrer arbejderklassen og dens allierede, det arbejdende flertal, grundsikrede sociale rettigheder som uddannelse, arbejde, bolig og sundhed. Under arbejderklassens diktatur ændres økonomien og produktionen fra at være det kapitalistiske samfunds hunger efter profit til et middel til at dække de fælles menneskelige og den enkeltes behov.
Inden for sundhedssektoren vil der i højere grad blive lagt vægt på forebyggende indsats, ikke som under det borgerlige diktatur, hvor det er profithensyn, der styrer, hvilke sygdomme og hvilken slags medicin der forskes i. Forskningen vil under arbejderklassens diktatur og socialismen tage udgangspunkt i samfundets udvikling og være til gavn for den brede befolkning.
Klimaændring og forurening, der er en direkte følge af det borgerlige diktatur og kapitalens hensynsløse profitjagt, rovdrift og ødelæggelse af kloden, af den ensidige og intensive kapitalistiske produktionsmåde, der tilintetgør naturen, mennesker og dyr, vil blive bragt til ophør.
Landbrugs- og fødevareproduktionen vil blive omlagt for at sikre god, sund og økologisk mad. De store godser og kapitalistiske industri-storbrug vil blive nationaliseret og omdannet til statsbrug, mens bønderne på frivillighedens basis vil blive opmuntret til at slå sig sammen i kollektivbrug for at sikre en mere rationel og miljørigtig produktion. De vil samtidig blive lettet for deres afhængighed og lænkerne til landbrugets leverandører, hoveriet for de kapitalistiske banker og kreditforeninger.
Alle unge vil under arbejderklassens diktatur få ret til uddannelse. Grundskolen og uddannelsessystemet vil tage sigte på en alsidig udvikling af det enkelte individs personlighed, på dannelsen af en bevidsthed baseret på den videnskabelige marxisme-leninisme, på tilegnelsen af færdigheder, som sætter den enkelte i stand til at deltage fuldt ud i alle sider af og i udviklingen af det socialistiske samfundsliv.
Undervisningen i grundskolen og på alle øvrige uddannelser sker gennem en vekslen og kombination af både praktisk og teoretisk arbejde, på et videnskabeligt-materialistisk grundlag med vægt på udvikling af den enkeltes kreative anlæg og tilegnelse af grundlæggende videnskabelige principper.
Den videnskabelige socialisme og det kommunistiske partis ledende rolle under arbejderklassens diktatur og opbygningen af socialismen er arbejderklassens og dens allieredes, den brede befolknings vigtigste våben i kampen for at fastholde og udvikle socialismen frem mod det klasseløse kommunistiske samfund.
Arbejderklassen vil under arbejderklassens diktatur opbygge sine demokratiske organer til at udøve sin magt: beslutnings- og magtorganer, råd på fabrikker, kollektiv- og statsbrug, i skoler, på universiteter, i boligområder, som bydelsråd, lokalråd, kommunalråd osv. Der vil være en demokratisk valgt folkeforsamling, der er den øverste politiske myndighed, og som udnævner regeringen. Folkeforsamlingen vil være repræsentanter valgt blandt og af arbejderklassen, dens allierede og befolkningen. Den vil afspejle hele det socialistiske samfundsliv og ikke bestå af levebrødspolitikere eller karrieremagere. De, som har valgt dem som deres repræsentanter, kan til enhver tid trække dem tilbage, hvis vedkommende ikke længere handler i overensstemmelse med det proletariske og socialistiske demokrati.

 

Kilde: Kommunistisk politik 22, 2007

videre