Oktoberrevolutionen og arbejderklassens
diktatur
Af B. C. Andersen, Arbejderpartiet Kommunisterne ...Del 2 af
en serie
Proletariatets diktatur: Intet begreb og ingen praksis er så
forhadt af borgerskabet som dette.
Det var Karl Marx, som understregede at opbygningen af
socialismen nødvendigvis måtte forløbe under arbejdernes
klasseherredømme - med arbejderne organiseret som herskende
klasse. Oktoberrevolutionen gjorde det for første gang til
virkelighed.
Den socialistiske revolution knuser og likviderer
borgerskabets diktatur, borgerskabets kapitalistiske
statsmagt, og opretter arbejderklassens diktatur,
arbejderklassens egen statsmagt. Det er betingelsen for, at
arbejderklassen og dens allierede sejrer, at revolutionens
mål, at opbygge socialismen og sikre socialismens udvikling
frem mod det klasseløse kommunistiske samfund, sejrer.
Historien og menneskehedens udvikling, gennem slavesamfundet
over feudalsamfundet, det borgerlige kapitalistiske samfund
til det socialistiske, viser, at ingen undertrykt klasse har
opnået magten uden at gennemføre en periode med håndfast
klassediktatur.
Borgerskabet erobrede sin politiske magt og udviklede
produktivkræfterne og banede vejen for det kapitalistiske
samfund ved at knuse og likvidere det feudale samfund med
revolutionær vold, ved undertrykkelse af konger og
feudalherrer, disses reaktionære forsøg på kontrarevolution
og genrejsning. Eksempelvis den franske revolution i 1793,
der likviderede reaktionen i form af aristokratiet og
monarkister og deres allierede, som tilkaldte udenlandske
tropper for at drukne den borgerlige revolution i blod og
desperat forsøgte at rulle historiens hjul tilbage.
Den socialistiske revolution og arbejderklassens
magtovertagelse vil umiddelbart straks betyde en
ekspropriering og likvidering af storkapitalens ejendom,
herunder kapital og formuer, der stammer fra mindretallets
udbytning af flertallets arbejde, fra den politiske og
økonomiske undertrykkelse. Revolutionen vil sønderrive og
klippe alle tråde til imperialismens globale spindelvæv: EU,
NATO, Verdensbanken, de internationale børser og
spekulationsmarkeder osv.
Arbejderklassens diktatur undertrykker og likviderer
storkapitalens og borgerskabets modstand mod den
socialistiske revolution, borgerskabets og monopolkapitalens
forsøg på kontrarevolution og tilbagevenden til de gamle
tilstande – ligesom borgerskabet, da det var en progressiv
og revolutionær kraft i England i 1649, i Frankrig i 1793, i
de borgerlige revolutioner, der fulgte i kølvandet, gjorde
det, frem mod det kapitalistiske samfund fra det feudale.
”… Proletariatets diktatur ligner andre klassers diktatur
derved, at det som ethvert andet diktatur opstår af
nødvendigheden for med magt at undertrykke modstanden fra
den klasse, som er ved at miste sit politiske herredømme …”
skriver Lenin i ’Teser og rapport om borgerligt demokrati og
proletariatets diktatur’.
”… Den grundlæggende forskel mellem proletariatets diktatur
og andre klassers diktatur – det feudale i middelalderen og
det borgerlige diktatur i alle civiliserede lande – består i
den kendsgerning, at godsejernes og bourgeoisiets diktatur
var den voldelige undertrykkelse af den modstand, som det
store flertal af befolkningen, nemlig det arbejdende folk,
frembrød …”
”… I modsætning hertil er det proletariske diktatur den
voldelige undertrykkelse af udbytternes modstand, det vil
sige af et ubetydeligt befolkningsmindretal, godsejerne og
kapitalisterne …”
Det grundlæggende og vigtigste spørgsmål, enhver tanke om en
socialistisk revolution og opbygningen af socialismen
stiller, er spørgsmålet om statsmagten og dens beskaffenhed.
Alle stater og statsformer, historien har kendt, har været
klassestater og redskabet for den herskende klasses
klasseherredømme (diktatur).
Arbejderklassens vigtigste våben i kampen om erobringen af
den politiske magt er den videnskabelige socialisme,
marxismen-leninismen. Det kommunistiske parti, som bygger på
marxismen-leninismen, er et revolutionært parti, der er
bygget på de leninistiske principper, den demokratiske
centralisme.
Historien slår fast, at revolutionen må tilintetgøre den
borgerlig-demokratiske kapitalistiske stat, der ene og
alene, med alle dens institutioner, er indrettet på at sikre
borgerskabets klasseherredømme og undertrykke
arbejderklassen og den øvrige befolkning.
Der, hvor falske ”socialister”, ”kommunister”, anarkistiske
marodører og andre eventyrere har fornægtet arbejderklassens
diktatur, afvist eller forvansket den videnskabelige
marxisme-leninisme med forskellige teorier om særlige
”overgangsfaser” fra kapitalismen til socialismen –
antimonopolistisk-demokrati, fredelig overgang til
socialisme, et demokrati for alle – er deres kyniske
absurditet og bedrag endt i blodbad, fascistisk diktatur og
en yderligere befæstelse og fastholdelse af borgerskabets
kapitalistiske diktatur.
Arbejderklassens diktatur sikrer arbejderklassen og dens
allierede, det arbejdende flertal, grundsikrede sociale
rettigheder som uddannelse, arbejde, bolig og sundhed. Under
arbejderklassens diktatur ændres økonomien og produktionen
fra at være det kapitalistiske samfunds hunger efter profit
til et middel til at dække de fælles menneskelige og den
enkeltes behov.
Inden for sundhedssektoren vil der i højere grad blive lagt
vægt på forebyggende indsats, ikke som under det borgerlige
diktatur, hvor det er profithensyn, der styrer, hvilke
sygdomme og hvilken slags medicin der forskes i. Forskningen
vil under arbejderklassens diktatur og socialismen tage
udgangspunkt i samfundets udvikling og være til gavn for den
brede befolkning.
Klimaændring og forurening, der er en direkte følge af det
borgerlige diktatur og kapitalens hensynsløse profitjagt,
rovdrift og ødelæggelse af kloden, af den ensidige og
intensive kapitalistiske produktionsmåde, der tilintetgør
naturen, mennesker og dyr, vil blive bragt til ophør.
Landbrugs- og fødevareproduktionen vil blive omlagt for at
sikre god, sund og økologisk mad. De store godser og
kapitalistiske industri-storbrug vil blive nationaliseret og
omdannet til statsbrug, mens bønderne på frivillighedens
basis vil blive opmuntret til at slå sig sammen i
kollektivbrug for at sikre en mere rationel og miljørigtig
produktion. De vil samtidig blive lettet for deres
afhængighed og lænkerne til landbrugets leverandører,
hoveriet for de kapitalistiske banker og kreditforeninger.
Alle unge vil under arbejderklassens diktatur få ret til
uddannelse. Grundskolen og uddannelsessystemet vil tage
sigte på en alsidig udvikling af det enkelte individs
personlighed, på dannelsen af en bevidsthed baseret på den
videnskabelige marxisme-leninisme, på tilegnelsen af
færdigheder, som sætter den enkelte i stand til at deltage
fuldt ud i alle sider af og i udviklingen af det
socialistiske samfundsliv.
Undervisningen i grundskolen og på alle øvrige uddannelser
sker gennem en vekslen og kombination af både praktisk og
teoretisk arbejde, på et videnskabeligt-materialistisk
grundlag med vægt på udvikling af den enkeltes kreative
anlæg og tilegnelse af grundlæggende videnskabelige
principper.
Den videnskabelige socialisme og det kommunistiske partis
ledende rolle under arbejderklassens diktatur og opbygningen
af socialismen er arbejderklassens og dens allieredes, den
brede befolknings vigtigste våben i kampen for at fastholde
og udvikle socialismen frem mod det klasseløse kommunistiske
samfund.
Arbejderklassen vil under arbejderklassens diktatur opbygge
sine demokratiske organer til at udøve sin magt:
beslutnings- og magtorganer, råd på fabrikker, kollektiv- og
statsbrug, i skoler, på universiteter, i boligområder, som
bydelsråd, lokalråd, kommunalråd osv. Der vil være en
demokratisk valgt folkeforsamling, der er den øverste
politiske myndighed, og som udnævner regeringen.
Folkeforsamlingen vil være repræsentanter valgt blandt og af
arbejderklassen, dens allierede og befolkningen. Den vil
afspejle hele det socialistiske samfundsliv og ikke bestå af
levebrødspolitikere eller karrieremagere. De, som har valgt
dem som deres repræsentanter, kan til enhver tid trække dem
tilbage, hvis vedkommende ikke længere handler i
overensstemmelse med det proletariske og socialistiske
demokrati.
Kilde:
Kommunistisk politik 22, 2007
videre |