Industrialiseringen af det gamle Rusland
Arbejderklassens sejr og magtovertagelse var en langvarig proces og kamp, der startede længe før oktober 1917, og som sluttede med nedkæmpelsen og fordrivelsen af de sidste sort-reaktionære såkaldte ”hvide” styrker i Sydrusland i efteråret 1920.
Borgerlige historikere og tvivlsomme revisionistiske bagstræbere hævder, at Rusland før 1917 var et stillestående, feudalt underudviklet samfund, uden industrialisering, uden arbejderklasse. Samstemmende prøver de at fortie og fordreje virkeligheden med det fælles formål at miskreditere marxismen-leninismen, feje Oktoberrevolutionen, dens inspiration og ufravigelige eksempel ind under deres skidne gulvtæppe, så den i ”bedste” fald kun kan gøres gældende som en helt unik mulighed i et underudviklet, tilbagestående, feudalt samfund.
Fakta er, at Rusland før 1917 var i færd med en storstilet industrialisering, der i løbet af få år gav landet status som verdens femtestørste industrimagt. Alene mellem 1900 og 1913 blev industriproduktionen øget med over 50 procent per indbygger. Man fristes til at spørge de herrer og damer revisionistiske og borgerlige historikere: Skete det uden arbejdere, uden arbejderklasse? Var det selvherskeren selv og snylterklassen af fyrster og aristokrater, der trak i arbejdstøjet, stod i fabrikker, ved smelteovnene, i spinderierne, eller som gravede under jorden efter malm, efter kul?
Selvherskeren og aristokratiet omkring ham var bange for denne udvikling med en voksende arbejderklasse, en deraf følgende radikalisering med krav om reformer og ændringer, der kunne bringe selvherskerdømmet i fare.
Zaren søgte at lade sin statsmagt have den ledende rolle i industrialiseringen og ”begrænse” moderniseringen af Rusland til det økonomiske område. Som følge af denne politik opstod der en meget lille gruppe storkapitalister, der nød godt af monopolisering, kartelisering, en uhyre korruption og protektionisme i Rusland.
Zarens politik bremsede fremkomsten af et stærkt, selvstændigt, nationalt handels- og industriborgerskab som i det øvrige Europa. Formålet med industrialiseringen af Rusland var for zaren og aristokratiet IKKE at åbne op for et marked for industrivarer, MEN et rustningsprogram og våbenkapløb, der skulle overvinde nederlaget i Krimkrigen og give Rusland den internationale plads, som selvherskeren og aristokratiet mente, at Rusland efter sin størrelse havde krav på.
Det europæiske storborgerskab blev inviteret til at give lån til og placere kapital i Rusland (i Danmark eksempelvis Store Nordiske, for at nævne én). Det skulle sikre selvherskerdømmets uafhængighed som stormagt på længere sigt og knytte Rusland tæt sammen til England og Frankrig i en alliance med gensidige militære forpligtelser.
Våbenkapløbet og de deraf følgende investeringer i industrien betød en større mere blodig udsugning af en stadig mere forarmet befolkning.
Mellem 1860 og 1914 blev befolkningen på landet mere end fordoblet, og bønderne på landet hungrede efter jord og korn til brød. Men selvherskerdømmets stadige øgede skatter for at kunne sikre investeringerne i rustningsindustrien og et luksusliv, der overgik selv Solkongens i Frankrig og gudekongernes i Ægypten, betød, at bønderne var tvunget til at sælge kornet, selv sulte, så Rusland kunne forblive at være verdens største korneksportør helt op til første verdenskrigs udbrud.
I byerne, i centrene for industrialiseringen, førte arbejderne en kummerlig tilværelse, med et udkomme, der ikke gjorde dem i stand til at forsørge sig selv, endsige deres familier. Tilværelsen for mennesker i Rusland får man et fast håndgribelig, næsten sulten og stinkende indtryk af, hvis man læser Maksim Gorkijs romaner.
Selvherskerdømmet slog hensynsløs og brutalt ned på enhver form for modstand og demonstration. Arbejdernes strejker blev mødt med massakrer, nedsabling og nedskydning, eksempelvis arbejderopstanden i Petrograd i 1914, der blev druknet i tusinders blod, eller henrettelsen af de strejkende minearbejdere ved Lena i Sibirien i 1912, vilkårlig terror, afbrænding af landsbyer og mord på ”opsætsige” bønder på landet. Titusindvis blev fængslet, forvist eller måtte flygte ud af Rusland.

Revolutionens smeltedigel
En af disse fængslede, forviste politiske flygtninge skrev under sin forvisning i Sibirien ”Kapitalismens udvikling i Rusland”, hvori han (Lenin) præciserede proletariatets ledende rolle, klart understregede den kapitalistiske udvikling, der var i gang i Rusland. Lenin konkluderede, at kampen mod selvherskerdømmet kun kunne føres med det fremvoksende borgerskab i den udstrækning, det tjente proletariatets interesser.
Rusland var et land, som ”på den ene side havde de mest forældede former for jordbesiddelse og den mest primitive bondebefolkning, på den anden side den mest moderne industri- og finanskapitalisme” (Lenin, udvalgte værker, bind 5, side15-16, Tiden 1982).
Forud for første verdenskrig var der i Rusland omkring 200 monopolsammenslutninger, der totalt kontrollerede produktionen og afsætningen af de vigtigste produkter. 52 procent af al bankkapital var koncentreret på syv banker. Over to millioner arbejdere var beskæftiget i militærindustrielle virksomheder.
Den russiske selvherskers imperialistiske drømme var afhængig af udenlandsk kapital. Engelsk kapital var altdominerende inden for olieindustrien, fransk kapital besad hele Sydruslands metalindustri og kulminedrift, mens tysk storkapital var enerådende inden for den elektrontekniske industri.
Det ”russiske eventyr” – tilstedeværelsen af enorme mængder råstoffer og ”billigere end billig” arbejdskraft – tiltrak de udenlandske monopoler, der i Rusland havde enestående muligheder for at tjene de helt store profitter.
Den russiske arbejderklasse var for flertallets vedkommende førstegenerationsarbejdere af bønder, der var tvunget væk og ind til byerne af de umenneskelige og horrible forhold på landet. Mange havde ud over de familiemæssige relationer også natural-økonomiske forbindelser til ”landsbyen” på landet.
Proletariatet levede under de mest fornedrende forhold. Arbejdstiden var længere end noget andet sted i verden, lønnen var ussel og kunne ikke brødføde en familie, og op mod Oktoberrevolutionen var denne endda faldet til det halve af førkrigsniveauet.
Landarbejderbefolkningen led under manglen på jord og var udsat for godsejernes tilfældige vilkårlighed og lune. Millioner af småbønder og jordløse på landet blev ubarmhjertelig holdt nede af griske kulakker og storbønder, af de handlende, af pengeudlånere og ågerkarle, de skyldte penge.
Oven i arbejderklassens fornedrelse, de arbejdende bønders forarmelse, kom så den brutale undertrykkelse af de ikke-russiske folkeslag, ”der gjorde Rusland til et folkenes og nationernes fængsel”.
I denne digel smeltede proletariatets kamp for socialretfærdighed, mod retsløshed, undertrykkelse og vilkårlighed, sammen med de jordløse bønders kamp for jord og den nationale befrielse fra selvherskerdømmets åg til en fælles kamp mod zarismen.
Rusland blev det svageste led i imperialismens kæde, som Lenin analyserede det, fordi den politiske og økonomiske udvikling, stærkere end i noget andet land, lod de dybe modsigelser, der præger imperialismen, skærpes til det yderste som følge af krigen og folkeslagenes lidelser i Rusland.

Revolutionens våbenarsenal
I 1902 skriver Lenin i Vor bevægelses mest nødvendige opgaver, hvad må der gøres, (Lenins udvalgte værker, bind 2, Tiden 1979):
”Ingen klasse i historien har opnået herredømmet, hvis den ikke frembragte sine egne politiske ledere, sine progressive repræsentanter, der evnede at organisere bevægelsen og lede den …”
”… Vi skal beslutsomt tage fat på at løse disse opgaver og sætte spørgsmålet om partiets program, organisation og taktik på dagsordenen …”
”… Vi må uddanne folk, der helliger sig revolutionen ikke blot på deres friaftener, men i hele deres liv …”
”… Det (partiet) anerkender alle kampformer, når blot de svarer til partiets forhåndenværende kræfter og gør det muligt at nå de største resultater, der er opnåedelige under de givne omstændigheder. Med et stærkt organiseret parti kan den enkelte strejke forvandles til en politisk demonstration, til en politisk sejr over regeringen. Med et stærkt, organiseret parti kan en opstand på et sted vokse og brede sig til at blive en sejrrig revolution …”
For Lenin, for bolsjevikkerne og for marxist-leninister i dag er partiet våbnet i kampen for revolutionen, et kadreparti af professionelle revolutionære bygget på proletariatets revolutionære videnskabelige teori, organiseret efter den demokratiske centralismes principper. Demokratisk, fordi alle er med i debatter og beslutninger. Centralistisk, fordi alle følger partiets beslutninger og linje. Et helstøbt parti, som behersker alle kampmetoder under alle forhold, legale som illegale. En revolutionær kamp- og fortrop af de mest beviste i spidsen for arbejderklassen og dens allierede.
Oktoberrevolutionen i 1917 blev ikke kun en sejr for arbejderklassen over borgerskabet, over kapitalismen, over imperialismen og dens røverkrig. Det var en sejr over opportunisme, reformisme og revisionisme, som kun fører til kapitalismens fortsættelse og befæstelse.
Lenin kæmpede hele sit liv mod alle former for revisionisme. Den kamp, han førte i spørgsmålet om, hvilken type parti der skulle lede arbejderklassen for at fremme og sikre revolutionens sejr, var en kamp om liv eller død for den proletariske revolution, for socialisme.
I Leninismens grundlag skriver J.V. Stalin om partiet som arbejderklassens fortrop:
”… Et nyt parti, et kæmpende parti, et revolutionært parti, som besidder tilstrækkeligt mod til at føre proletarerne ud i kampen om magten, et parti, der besidder tilstrækkelig erfaring til at finde sig til rette i en revolutionær situations indviklede forhold og er tilstrækkelig smidigt til at undgå alle skjulte skær på vejen mod målet …”
”… Partiet må frem for alt være arbejderklassens fortrop. Partiet må i sig optage arbejderklassens bedste elementer, deres erfaring, deres revolutionære ånd, deres grænseløse hengivenhed for proletariatets sag. Men for virkelig at være fortrop må partiet være udrustet med en revolutionær teori, med kendskab til bevægelsens love, kendskab til revolutionens love. Ellers er det ikke i stand til at lede proletariatets kamp, at føre proletariatet med sig …”
”… Partiet må være forud for arbejderklassen, det må se videre end arbejderklassen, det skal føre proletariatet med sig og må ikke traske bagefter den spontane bevægelse …”
”… Arbejderklassen uden et revolutionært parti er en hær uden generalstab. Partiet er proletariatets kampstab …”
”… Partiet kan ikke føre klassen, hvis det ikke er forbundet med de partiløse masser, hvis der ingen sammenkobling findes mellem partiet og de partiløse masser, hvis disse masser ikke anerkender dets ledelse, hvis partiet ingen moralsk og politisk kredit har hos masserne …”
Proletariatets mægtigste og vigtigste våben i opgøret med selvherskerdømmets reminiscenser, borgerskabet, der søgte at tage over efter zarismens sammenbrud og bestræbte sig på at føre den imperialistiske røverkrig videre, var i 1917 og her i det 21. århundrede den videnskabelige marxisme og et revolutionært parti efter Lenins partiopfattelse.
Det var med det våben i hænderne, arbejderklassen og dets allierede fordrev de imperialistiske invasionsstyrker, de sort-reaktionære såkaldte ”hvide” hære, og som sikrede Oktoberrevolutionens militære sejr.
 

Kilde: Kommunistisk politik 21, 2007

videre