Den vellykkede Oktoberrevolution viste i praksis, at marxismens ideer om revolution og det
nye samfund var realistiske og kunne virkeliggøres. Revolutionen bekræftede den marxistiske teori. Dette har ikke forhindret borgerskabet og alverdens revisionister i at benægte og forvanske lærdommene fra den første socialistiske revolution, som fortsat er gyldige.
Oktoberrevolutionen i 1917 betød en enorm omvæltning, ikke kun for proletariatet, fattigbønderne, de jordløse, de kuede og undertrykte nationale mindretal i Rusland, men for hele menneskeheden. Det var en kulturbegivenhed af dimensioner, som på gennemgribende vis ændrede historiens gang, og som indledte en helt ny epoke i menneskets og samfundsudviklingens historie.
For første gang i verdenshistorien blev de undertrykte, de udbyttede, den herskende klasse. Den sociale, politiske og økonomiske kamp i hele verden tog et radikalt og kvalitativt spring fremad mod et samfund, der ikke baserer sig på et mindretals udbytning og undertrykkelse af flertallet.
Oktoberrevolutionen var mere end et bevis på at arbejderklassen og dens allierede var i stand til at gennemføre en revolution, erobre statsmagten, forvandle et krigshærget, udsultet fallitbo økonomisk, teknologisk og socialt.
Oktoberrevolutionen var en sejr for proletariatets revolutionære videnskabelige teori, en sejr for det revolutionære kommunistiske parti, der bygger på denne videnskabelige teori, et kadre- og fortropsparti efter de leninistiske principper. Partiets ledende rolle sætter det i stand til at lede arbejderklassen frem mod og under revolutionen, gennem opbygningen af socialismen under arbejderklassens diktatur, det første stadie mod det klasseløse kommunistiske samfund.
Den sorteste reaktion – borgerskabet og imperialismen – frygter Oktoberrevolutionens lære og erfaringer. I forening med reformister, revisionister af enhver afskygning, med trotskister og anarkistiske eventyrere, bekæmper de med alle midler Oktoberrevolutionens lære: det marxistisk-leninistiske parti, arbejderklassens diktatur og den videnskabelige marxisme.
Lige nu er ”håbet” og ”åbenbaringen” for den såkaldte venstrefløj Venezuela under Hugo Chávez, der den ene dag erklærer sig som trotskist, den næste som god katolik, men som, uanset hvilken dag i ugen det er, står fast på, at marxismen-leninismen er forældet. Den vej, han følger, den vej, den såkaldte venstrefløj forblindet og kritikløst halser efter ham på, er Chiles og Allendes vej, iblandet lidt titoistisk selvforvaltning og lidt utopisk kristendom. Det er en variant af anti-monopolistisk demokrati, illusionen om fredelig parlamentarisk overgang til socialisme. En cocktail, der fører til borgerskabets og imperialismens blodige nedslagtning af arbejderne, af bønderne, af den brede befolkning, og som åbner for fascisme, befæster og styrker kapitalismens udbytning og undertrykkelse.
Enhver Hoxha understreger faren ved al opportunisme og revisionisme:
”… Arbejderklassens parti bliver dens virkelige organiserede trop, dens generalstab, når det skoles i og behersker den marxistisk-leninistiske teori, og når det anvender dette mægtige våben behændigt og på skabende vis i klassens kamp for revolutionens sejr, for oprettelsen af proletariatets diktatur og opbygningen af socialismen. Det parti, der tilegner sig denne teori, men ikke anvender den, eller anvender den forkert og fremturer med ikke at rette fejl, som det begår, et sådan parti vil ikke gå frem ad den rigtige vej, men afviger fra marxismen-leninismen …”
Det kommunistiske parti, der bygger på marxismen-leninismen, på principperne om demokratisk centralisme, på partiets ledende rolle som fortrop for arbejderklassen, bliver af borgerskabet og over en bred front af falske ”socialister”, folk, der kalder sig selv ”kommunister”, af trotskister og af anarkister lagt for had, søgt isoleret og miskrediteret, fordi det konsekvent forsvarer Oktoberrevolutionens lære og afslører deres løgn, fordrejninger, fortielser og store bedrag.
I 35 år fra 1917 frem til revisionisternes kup og kontrarevolution beviste Oktoberrevolutionen, beviste arbejderklassens diktatur, beviste det kommunistiske parti, beviste arbejderklassen, beviste de arbejdende bønder og de intellektuelle i Sovjetunionen socialismens dynamik og overlegenhed over kapitalismen. Mens imperialismens og kapitalismens indre modsætninger og anarki skærpedes, med massearbejdsløshed og stadig mere dybtgående, tilbagevendende kriser, styrkede socialismens femårsplaner udviklingen af den socialistiske økonomi og sikrede arbejderklassen og dens allierede en hidtil uset social og kulturel fremgang.
Reaktionen og revisionismen i forening stoppede midlertidig denne udvikling og genrejste for en tid kapitalismen og borgerskabets diktatur. Men Oktoberrevolutionens stjerne lyser stadig, er en inspirationskilde og et almengyldigt eksempel for klodens udbyttede og undertrykte.
På den 3. alrussiske kongres for Ruslands Kommunistiske Ungdomsforbund sagde Lenin:
”… Den egentlige opgave, at skabe et kommunistisk samfund, vil tilfalde ungdommen. For det er klart, at det slægtled af arbejdsfolk, der er opdraget i det kapitalistiske samfund, i bedste fald vil formå at tilintetgøre grundlaget for den gamle kapitalistiske tilværelse, som bygger på udbytning. Dette slægtled vil i bedste fald kunne skabe et samfundssystem, der kan hjælpe proletariatet og de arbejdende klasser til at beholde magten og oprette et fast fundament, på hvilket der kun kan bygges af det slægtled, som tager arbejdet op under de nye betingelser, i den nye situation, hvor der ikke længere findes udbytteforhold mellem mennesker …”
(Lenin, Udvalgte værker, bind 13, Tiden 1984).
Så længe der er udbyttede og undertrykte, og så længe der er unge, vil Oktoberrevolutionens lære være en uvurderlig kilde for revolutionære verden over!
 

Kilde: Kommunistisk politik 22, 2007