Revolutionær kamp eller terrorisme? Hetzen mod unge militante aktivister og Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund er PET-værk

Under den tynde demokratiske fernis lurer borgerskabets og dets statsmagts uudslukkelige had til det revolutionære kommunistiske parti, til den kæmpende arbejderklasse, til den aktive, militante del af ungdommen, til den konsekvente EU-modstand, til progressive.Ja, til alle, som vender sig mod og går til modstand mod den globale elendighed og verdens største terrorist, bosiddende i Det Hvide Hus i Washington, med sin lakaj og højrehånd i det zionistiske Israel,udpegede stråmænd og røverhøvdinge i Kabul, Bagdad, opportunister og medløbere i København, London osv. … alle dem, som helt og fuldt slutter op om Det Hvide Hus’ terroristiske verdensherredømme. Ingen forbrydelse er for gemen, intet middel bliver skyet, indbefattet drab på folkevalgte statsledere, infiltration, undergravning, besættelse af suveræne stater, eksport af kontrarevolution og mord og attentater på bonde- og fagforeningsledere, aktive og potentielle modstandere af globaliseringen og det frie marked. Washington-terroristens individuelle terror og permanente krigsførelse for at sikre sine imperialistiske og fundamentale interesser går amok – på bekostning af millioner, der årligt dør af sult, sygdom, fattigdom og undertrykkelse!
Marxisme og brug af magt
Marx: ”Vi vil modarbejde jer med fredelige midler, hvor det vil være muligt, og med våben, hvor det måtte blive nødvendigt …” (Über die politische Aktion der Arbeiterklasse) Marx, Engels: “Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.” (Det Kommunistiske Manifest)
Kommunisternes strategi er klar: Arbejderklassen må organisere sig for at erobre den politiske magt. Kommunisterne vil i spidsen for arbejderklassen og dens allierede kæmpe for en socialistisk revolution og for opbygningen af et socialistisk samfund. Den vigtigste form for kommunisternes arbejde frem mod revolutionen er udviklingen af folks egen kamp – antikrigskampen, kampen mod EU, mod nedskæringer, for bedre arbejds- og levevilkår, uddannelse, boliger osv. – i en revolutionær retning, vendt mod revolutionens fjender, der er det herskende borgerskab, dets allierede og lakajer, ”uden for landet” USA-imperialismen, NATO og Den Europæiske Union.
Skal arbejderklassen, de folkelige bevægelser, folks egen daglige kamp blive en trussel mod det herskende borgerskab, må arbejderklassens evne til revolutionær kamp øges og kædes sammen med netop kampen mod selve den kapitalistiske stat, Den Europæiske Union, den internationale monopolkapital og USA- imperialismen!
’Gaderne skal holdes rene’
Det ved det herskende borgerskab, for kommunisterne og det revolutionære kommunistiske parti skubber ikke noget under gulvtæppet eller har en skjult dagsorden, og derfor frygter den herskende klasse det revolutionære kommunistiske parti, der er kommunistisk, ikke kun af navn, men i ord og handling. Med alle midler bekæmper borgerskabet og vil borgerskabet bekæmpe progressive, militante, revolutionære og medlemmer af det kommunistiske parti. Fra statsminister Anders Foghs udtalelser om socialistiske ballademagere under de omfattende massive aktioner og demonstrationer mod budgetnedskæringer sidste efterår og til PET’s løgn om, at aktivister omkring Ungdomshuset planlægger terrorhandlinger, og den sidste tids mediehetz mod DKU, der ifølge borgerskabets skriverkarle og mikrofonholdere planlægger at gribe til skydevåben, går en lige linje, hånd i hånd med politiets stigende provokationer og omsiggribende voldsanvendelse.
Det herskende borgerskab har brug for en yderligere skærpelse af terrorlovgivningen, dikteret af Washington og fra hemmelige fælles beslutninger i Den Europæiske Union. Hetzen mod den aktive, militante del af ungdommen og mod DKU, en lille, men særdeles aktiv kommunistisk ungdomsorganisation, som er i fremgang, skal bane vej for yderligere indskrænkning af de spinkle borgerlige rettigheder. Den brede del af befolkningen skal skræmmes væk fra at sige fra, de skal knægtes til at tænke sig om mere end en gang, førend de viser deres modstand mod krig, nedskæringer, strejker for bedre arbejds- og levevilkår. Gaderne skal holdes rene, fri for protester og demonstrationer!
Aldrig individuel terror
Revolutionære og kommunister skal isoleres og fremstilles som de rene galninge og nihilister, der driver rundt med skydevåben og bomber, som oven i købet modtager tilskud til deres handlinger gennem folkeoplysningsloven – et hjernebetændt fantasifoster fra PET, der intet har på sig, men som skal legitimere øget overvågning og yderligere kriminalisering af den politiske kamp. Militante, revolutionære og kommunister har aldrig støttet eller brugt og vil aldrig støtte eller bruge individuel terror. Spørgsmålet om væbnet kamp forudsætter en revolutionær situation, hvor klassemodsætningerne er spændt til bristepunktet, med eksplosiv og omfattende social uro, hvor brede dele af befolkningen ikke længere vil lade sig beherske, og de herskende er så svækkede, at de ikke længere kan herske på den gamle facon. Først da kan spørgsmålet om våbenmagt for at styrte den eksisterende samfundsorden komme på tale; eller i forsvaret mod den herskende klasse, der gennem historien altid har mødt afgørende krav om ændringer, der afskaffer dens privilegier og magt, med vold; ligesom våbenmagt kan komme på tale gennem modstandskamp mod en fremmed magts besættelsesstyrker.
Provokatører og agenter
Provokatoriske grupper af terroristisk tilsnit med revolutionært klingende navne er set skyde op som svampe og stinkende råddenskab. Hvem har de tjent? Hvem har de gavnet? Borgerskabet, USA- imperialismen, som har set og haft en interesse af spontanistiske, fraseradikale ”venstregrupper”, der kunne kompromittere den revolutionære og kommunistiske bevægelse. Der har været tale om isolerede grupper, rekrutteret fra og med rod i borgerskabet selv. Utopien eller visionen har været en ”provokation” af statsmagten, at ”åbne befolkningens øjne for dens undertrykkende og autoritære karakkarakter”. Det har passet som fod i hose med borgerskabets ønsker og forsøg på at skærpe terrorlove, øge magtbeføjelserne til den borgerlige statsmagts voldsapparat, vendt mod arbejderklassen, det kommunistiske parti, den revolutionære og militante del af ungdommen. Brugen af politiagenter – stikkere, provokatører – er en del af borgerskabet og dets statsmagts arsenal i kampen mod arbejderklassen, det kommunistiske parti og folkelige bevægelser. Historien kender mange eksempler på rent fascistiske og højreekstremistiske attentater og mord, der er begået i kommunisters og revolutionæres navn, både før og efter den af nazisterne organiserede og berygtede Rigsdagsbrand i 1933.
Ubrugelige ’modeller’
Den individuelle terror har igen i nyere tid vist sig som en blindgyde – og er ofte blevet opmuntret eller ligefrem organiseret af statsapparatets skumle hemmelige tjenester. Eksempelvis ”De Røde Brigader”, kendt for deres mord på den tidligere italienske premierminister Aldo Moro, hvor det siden er bevist, at ”De Røde Brigader” havde forbindelse til den fascistiske og konspirative P2-loge, der omfattede repræsentanter fra statsmagten i Italien, finanskapitalen, militæret og Vatikanet, og som havde et statskup under forberedelse, ligesom ”De Røde Brigader” havde tætte forbindelser til og samarbejdede med mafiaen i Napoli.
”Accion Directe”, som også førte sig frem retorisk som såkaldt ”venstregrupvenstregruppe” i Frankrig, udførte i 1982 et attentat mod en jødisk ejet virksomhed, der i form og indhold ikke skilte sig fra erklærede anti-semitiske, blodige fascistiske bombeattentater som det i Rue Copernic i 1980. Og i forbindelse med den enorme folkelige modstand mod opstilling af USA’s og NATO’s atomraketter i Europa skød ”De Kommunistiske Kampceller”, CCC, pludselig ud af intet og gennemførte en række sabotageaktioner mod NATO-rørledninger, uden dog at anrette anden skade end at sprede sit superrevolutionært klingende navn og skabe forvirring og splittelse i fredskampen. Listen over såkaldte ”venstregrupper” og deres aktioner er lang, og der er fundet talrige forbindelser til erklærede fascistiske organisationer, direkte eller indirekte organiseret og finansieret af den borgerlige statsmagt, monopolkapitalen og USA-imperialismen.
Ud over disse deciderede politiagenter, eller agenter fra fascistiske, sort reaktionære grupperinger, kan anarkistiske, trotskistiske, forvirrede eventyrere, uden de selv måske er bevidste om deres egen rolle, optræde som borgerskabets og statsmagtens håndlangere. Alle kampformer og aktioner må derfor nøje vurderes på deres resultater, og man må altid stille spørgsmålet: I hvilken sammenhæng tjener det? Hvem gavner det? For borgerskabet skyer intet middel i sin kamp for at fastholde sine privilegier og magt!
 

Kilde: Kommunistisk politik 13, 2007

videre