Revolutionær kamp eller terrorisme?
Hetzen mod unge militante aktivister og Danmarks
Kommunistiske Ungdomsforbund er PET-værk
Under
den tynde demokratiske fernis lurer borgerskabets og dets
statsmagts uudslukkelige had til det revolutionære
kommunistiske parti, til den kæmpende arbejderklasse, til
den aktive, militante del af ungdommen, til den konsekvente
EU-modstand, til progressive.Ja, til alle, som vender sig
mod og går til modstand mod den globale elendighed og
verdens største terrorist, bosiddende i Det Hvide Hus i
Washington, med sin lakaj og højrehånd i det zionistiske
Israel,udpegede stråmænd og røverhøvdinge i Kabul, Bagdad,
opportunister og medløbere i København, London osv. … alle
dem, som helt og fuldt slutter op om Det Hvide Hus’
terroristiske verdensherredømme. Ingen forbrydelse er for
gemen, intet middel bliver skyet, indbefattet drab på
folkevalgte statsledere, infiltration, undergravning,
besættelse af suveræne stater, eksport af kontrarevolution
og mord og attentater på bonde- og fagforeningsledere,
aktive og potentielle modstandere af globaliseringen og det
frie marked. Washington-terroristens individuelle terror og
permanente krigsførelse for at sikre sine imperialistiske og
fundamentale interesser går amok – på bekostning af
millioner, der årligt dør af sult, sygdom, fattigdom og
undertrykkelse!
Marxisme og brug af magt
Marx: ”Vi vil modarbejde jer med fredelige midler, hvor det
vil være muligt, og med våben, hvor det måtte blive
nødvendigt …” (Über die politische Aktion der Arbeiterklasse)
Marx, Engels: “Kommunisterne forsmår at skjule deres
anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres
mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning
styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en
kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres
lænker at tabe. De har en verden at vinde.” (Det
Kommunistiske Manifest)
Kommunisternes strategi er klar: Arbejderklassen må
organisere sig for at erobre den politiske magt.
Kommunisterne vil i spidsen for arbejderklassen og dens
allierede kæmpe for en socialistisk revolution og for
opbygningen af et socialistisk samfund. Den vigtigste form
for kommunisternes arbejde frem mod revolutionen er
udviklingen af folks egen kamp – antikrigskampen, kampen mod
EU, mod nedskæringer, for bedre arbejds- og levevilkår,
uddannelse, boliger osv. – i en revolutionær retning, vendt
mod revolutionens fjender, der er det herskende borgerskab,
dets allierede og lakajer, ”uden for landet”
USA-imperialismen, NATO og Den Europæiske Union.
Skal arbejderklassen, de folkelige bevægelser, folks egen
daglige kamp blive en trussel mod det herskende borgerskab,
må arbejderklassens evne til revolutionær kamp øges og kædes
sammen med netop kampen mod selve den kapitalistiske stat,
Den Europæiske Union, den internationale monopolkapital og
USA- imperialismen!
’Gaderne skal holdes rene’
Det ved det herskende borgerskab, for kommunisterne og det
revolutionære kommunistiske parti skubber ikke noget under
gulvtæppet eller har en skjult dagsorden, og derfor frygter
den herskende klasse det revolutionære kommunistiske parti,
der er kommunistisk, ikke kun af navn, men i ord og
handling. Med alle midler bekæmper borgerskabet og vil
borgerskabet bekæmpe progressive, militante, revolutionære
og medlemmer af det kommunistiske parti. Fra statsminister
Anders Foghs udtalelser om socialistiske ballademagere under
de omfattende massive aktioner og demonstrationer mod
budgetnedskæringer sidste efterår og til PET’s løgn om, at
aktivister omkring Ungdomshuset planlægger terrorhandlinger,
og den sidste tids mediehetz mod DKU, der ifølge
borgerskabets skriverkarle og mikrofonholdere planlægger at
gribe til skydevåben, går en lige linje, hånd i hånd med
politiets stigende provokationer og omsiggribende
voldsanvendelse.
Det herskende borgerskab har brug for en yderligere
skærpelse af terrorlovgivningen, dikteret af Washington og
fra hemmelige fælles beslutninger i Den Europæiske Union.
Hetzen mod den aktive, militante del af ungdommen og mod DKU,
en lille, men særdeles aktiv kommunistisk
ungdomsorganisation, som er i fremgang, skal bane vej for
yderligere indskrænkning af de spinkle borgerlige
rettigheder. Den brede del af befolkningen skal skræmmes væk
fra at sige fra, de skal knægtes til at tænke sig om mere
end en gang, førend de viser deres modstand mod krig,
nedskæringer, strejker for bedre arbejds- og levevilkår.
Gaderne skal holdes rene, fri for protester og
demonstrationer!
Aldrig individuel terror
Revolutionære og kommunister skal isoleres og fremstilles
som de rene galninge og nihilister, der driver rundt med
skydevåben og bomber, som oven i købet modtager tilskud til
deres handlinger gennem folkeoplysningsloven – et
hjernebetændt fantasifoster fra PET, der intet har på sig,
men som skal legitimere øget overvågning og yderligere
kriminalisering af den politiske kamp. Militante,
revolutionære og kommunister har aldrig støttet eller brugt
og vil aldrig støtte eller bruge individuel terror.
Spørgsmålet om væbnet kamp forudsætter en revolutionær
situation, hvor klassemodsætningerne er spændt til
bristepunktet, med eksplosiv og omfattende social uro, hvor
brede dele af befolkningen ikke længere vil lade sig
beherske, og de herskende er så svækkede, at de ikke længere
kan herske på den gamle facon. Først da kan spørgsmålet om
våbenmagt for at styrte den eksisterende samfundsorden komme
på tale; eller i forsvaret mod den herskende klasse, der
gennem historien altid har mødt afgørende krav om ændringer,
der afskaffer dens privilegier og magt, med vold; ligesom
våbenmagt kan komme på tale gennem modstandskamp mod en
fremmed magts besættelsesstyrker.
Provokatører og agenter
Provokatoriske grupper af terroristisk tilsnit med
revolutionært klingende navne er set skyde op som svampe og
stinkende råddenskab. Hvem har de tjent? Hvem har de gavnet?
Borgerskabet, USA- imperialismen, som har set og haft en
interesse af spontanistiske, fraseradikale ”venstregrupper”,
der kunne kompromittere den revolutionære og kommunistiske
bevægelse. Der har været tale om isolerede grupper,
rekrutteret fra og med rod i borgerskabet selv. Utopien
eller visionen har været en ”provokation” af statsmagten, at
”åbne befolkningens øjne for dens undertrykkende og
autoritære karakkarakter”. Det har passet som fod i hose med
borgerskabets ønsker og forsøg på at skærpe terrorlove, øge
magtbeføjelserne til den borgerlige statsmagts voldsapparat,
vendt mod arbejderklassen, det kommunistiske parti, den
revolutionære og militante del af ungdommen. Brugen af
politiagenter – stikkere, provokatører – er en del af
borgerskabet og dets statsmagts arsenal i kampen mod
arbejderklassen, det kommunistiske parti og folkelige
bevægelser. Historien kender mange eksempler på rent
fascistiske og højreekstremistiske attentater og mord, der
er begået i kommunisters og revolutionæres navn, både før og
efter den af nazisterne organiserede og berygtede
Rigsdagsbrand i 1933.
Ubrugelige ’modeller’
Den individuelle terror har igen i nyere tid vist sig som en
blindgyde – og er ofte blevet opmuntret eller ligefrem
organiseret af statsapparatets skumle hemmelige tjenester.
Eksempelvis ”De Røde Brigader”, kendt for deres mord på den
tidligere italienske premierminister Aldo Moro, hvor det
siden er bevist, at ”De Røde Brigader” havde forbindelse til
den fascistiske og konspirative P2-loge, der omfattede
repræsentanter fra statsmagten i Italien, finanskapitalen,
militæret og Vatikanet, og som havde et statskup under
forberedelse, ligesom ”De Røde Brigader” havde tætte
forbindelser til og samarbejdede med mafiaen i Napoli.
”Accion Directe”, som også førte sig frem retorisk som
såkaldt ”venstregrupvenstregruppe” i Frankrig, udførte i
1982 et attentat mod en jødisk ejet virksomhed, der i form
og indhold ikke skilte sig fra erklærede anti-semitiske,
blodige fascistiske bombeattentater som det i Rue Copernic i
1980. Og i forbindelse med den enorme folkelige modstand mod
opstilling af USA’s og NATO’s atomraketter i Europa skød ”De
Kommunistiske Kampceller”, CCC, pludselig ud af intet og
gennemførte en række sabotageaktioner mod NATO-rørledninger,
uden dog at anrette anden skade end at sprede sit
superrevolutionært klingende navn og skabe forvirring og
splittelse i fredskampen. Listen over såkaldte
”venstregrupper” og deres aktioner er lang, og der er fundet
talrige forbindelser til erklærede fascistiske
organisationer, direkte eller indirekte organiseret og
finansieret af den borgerlige statsmagt, monopolkapitalen og
USA-imperialismen.
Ud over disse deciderede politiagenter, eller agenter fra
fascistiske, sort reaktionære grupperinger, kan
anarkistiske, trotskistiske, forvirrede eventyrere, uden de
selv måske er bevidste om deres egen rolle, optræde som
borgerskabets og statsmagtens håndlangere. Alle kampformer
og aktioner må derfor nøje vurderes på deres resultater, og
man må altid stille spørgsmålet: I hvilken sammenhæng tjener
det? Hvem gavner det? For borgerskabet skyer intet middel i
sin kamp for at fastholde sine privilegier og magt!
Kilde:
Kommunistisk politik 13, 2007
videre |