Breve til kammeraterne.... Varmt møde med det socialistiske Albanien
Erindringer om socialismen fortalt til en kammerat af B.C. Andersen

Det var i 1983 – 84 at Danmark indgik en kulturudvekslings aftale med Albanien, og der begyndte at rejse folk derned i mere officiel sammenhæng. Jeg kom med på sådan en delegationsrejse i 1984, sammen med to andre danske kunstnere. Det ene var min gamle ven, forfatteren John Max Pedersen, den anden tegneren og satirikeren Georg Broe, som bidrog til det ny revolutionære dagblad Arbejderen, hvor John og jeg skrev. De er begge døde nu. Som kommunist var det en oplevelse for første gang at være i et socialistisk land, det var næsten helt euforisk. John Max mobbede mig bagefter med mine farvede briller i Albanien, for uanset hvordan der så ud havde jeg erklæret, at der var pænt og velholdt.
Turen omfattede virksomhedsbesøg, besøg på museer og gallerier, møder med kunstnere og forskellige kulturelle institutioner.
Det gav et indtryk af det albanske samfund på daværende tidspunkt. De resultater som albanerne allerede havde opnået under socialismen og de resultater som de forventede at opnå i årene frem. Vi mødte også det almindelige arbejdende folk, og studenter og bønder. Både ved de officielle besøg, men så sandelig også når vi gik ture rundt omkring og sugede indtryk til os.
Med på turen havde vi som en gennemgående guide en gammel forfatter, som havde været stifter og mangeårig direktør for 8 Nentori forlaget. Aldo Chrisdo hed han, tilhørte det græske mindretal, et fantastisk dejligt menneske, beskeden, fuld af humor og godt humør. En anden af vores guider var en ung forfatter, der måtte ligge ryg til lidt drilleri, fordi han havde stået på ”kinesiske” positioner under opgøret med maoismen i 70erne, efter Enver Hoxhas kritiske afsløringer af den vej Kina var slået ind på. En anden,der var gennemgående, var en ung kommunistisk maler, Zamir Mati, kendt for hans billede af Mor Albanien. Han var nygift og tænke meget på hans kone under turen. Og så havde vi to faste chauffører, som kørte os rundt til de steder vi besøgte.

Kultur en del af livet
Forud for turen havde vi hver især nogle forventninger og ønsker til hvad vi ville se i Albanien, og albanerne havde selvfølgelig også nogle ting, de gerne ville vise os. Albanerne var uhyre gæstfri og venlige, og enormt glade for at få besøg og fremvise de resultater, de havde opnået. De gjorde alt for at opfylde vores ønsker.
Jeg har ikke det store kendskab til film, og havde aldrig set en albansk film. Jeg vilde derfor gerne på biograftur en aften. Men jeg fik nærmest et chok og blev helt forlegen, da jeg en tidlig morgen blev hentet og kørt ud til filmstudierne i Tirana. Dér sad en gruppe af Albaniens mest fremtrædende filminstruktører for at tegne og fortælle om albansk film for mig. Spændvidden var lige fra animation over dokumentar til spillefilm, som beskæftigede sig med de problemer det albanske samfund stod i, under opbygningen af socialismen.
Det var noget af en overraskelse, og sådan var turen hele vejen igennem. Vi fik et bredt indtryk af albansk kultur. Her
tænker jer især på deres folkemusik, ballet, dans, også opera, ligesom vi også besøgte en masse gallerier og museer. Det sidste var både hvor store og anerkendte kunstnere udstillede, men også gallerier, hvor folk, der beskæftigede sig med maleri på amatørplan, kunne vise deres billeder frem og få respons fra publikum.
Vi mødte også nogle af de mere kendte forfattere. John Max var på det tidspunkt i gang med at oversætte nogle albanske bøger til dansk. Den døde hærs general af Ismail Kadare og Manden med Kanonen af Dritero Agolli for forlaget Klim. I Albanien fik han lejlighed til at føre samtaler med de to forfattere omkring oversættelsen.
Kulturen blev understøttet af alle dele i det albanske samfund, fabrikker og landbrugskollektiver satsede på at støtte folk til at få en uddannelse og et arbejde, og til at beskæftige sig med ting i fritiden, der var med til at udvikle dem som mennesker. Masser af muligheder blev stillet kvit og frit til rådighed.
 

Varme mennesker
Ligesom vi har nogle billeder af, hvordan mennesker ser ud i Sydeuropa, havde albanerne en forestilling om at skandinaver var sådan nogle høje, lyseblonde blåøjede fyre. Så jeg ved ikke om de albanske piger blev skuffede, når de så mig og John som de små tyksakker vi var rende rundt i gaderne i de albanske byer..
Men det var en uhyre venlig befolkning vi mødte, meget kontaktsøgende. Helt små børn og også ældre ville prøve deres engelske af. Så jeg fik da også brug for mit noget ubehjælpsomme engelsk. Jeg husker at børnene var helt vilde med at komme hen og vise deres ur og spørge What’s the time? Så først måtte man jo rose uret og så fortælle, hvad klokken var.
I det hele taget, at stå nede ved sådan en bred boulevard en aften... de, der har været sydpå, ved at livet begynder først, når mørket sænker sig og folk går ud og spiser, går ture på boulevarden og sådan noget. At gå ned ad sådan en bred boulevard og se en ung arbejder stå sammen med en klynge andre unge og vise sin sidste nye cykel eller knallert frem for sine kammerater og se den glæde de andre. Parkerne var smukke steder, hvor folk fra arbejdspladser og kontorer kunne komme og slappe af med egen mad og vin, eller det kunne købes billigt. Folk underholdt sig selv, men der var også forskellig optræden med gratis koncerter og kultur. Hele kulturlivet havde denne vekselvirkning mellem professionelle og amatører. Forfattere tog ud og diskuterede problemer med dem en bog skulle handle om, og de kunne finde på at sige: Hør her kammerat forfatter det er ikke helt sådan det er i virkeligheden.
Jeg kan huske en aften nede i sådan en folkepark, hvor vi sad og hyggede os med en flaske raki sammen med vores guider. Da nogle fandt ud af at vi kom fra Danmark, begyndte de at synge nogle af de internationale arbejdersange på albansk og dem vi kendte sang vi så på dansk. Det udviklede sig til en lang og hyggelig aften.

Til fodbold og bryllup
Da vi var dernede spillede Lyngby Boldklub mod Labinoti Elbasan, det var noget af en oplevelse. Kampen skulle spilles om aftenen p.g.a. varmen, og de albanere der skulle til fodbold i Elbasan drog af sted tidligt om morgenen. Der var et folkeliv og en folkestemning på det stadion så det var fantastisk, mens de sad og stegte og ventede på kampen skulle gå i gang.
Ud over nogle repræsentanter fra DBU og nogle journalister var vi de eneste danskere. Så vidt jeg husker vandt Lyngby 3-1 og Broe var lidt bekymret for, om vi skulle blive lynchet, men da albanerne fandt ud af, at vi var fra Danmark, var der ikke den ting de ikke ville gøre for os.
Herhjemme snakker vi meget om økologi, men at smage albansk majsbrød eller de friske grønsager eller kylling, var virkelig  enestående lækkert. Albansk mad er helt fantastisk. Det er svært ikke at drømme sig tilbage, når man fortæller om det. De fleste havde sådan en lille køkkenhave, hvor de også dyrkede blommer og vindruer, og så lavede de selv brændevin, som gæsterne blev budt. Hjemmebrænderi var tilladt uden at der var et sort marked, det var noget der blev brugt privat til festlige lejligheder.
En aften gik vi sammen med vores guider op gennem byen Berat og kunne høre musik og liv og glade dage forskellige steder. Berat er en meget gammel by, der ligger smukt op af en bjergskråning - og som det er typisk for albanere, så bankede en af vores guider på døren ind til en gårdsplads. Der blev åbnet og indenfor var en masse festglade mennesker, der sang og spiste og dansede, værterne gjorde straks plads til os tre, så vi kom med som uanmeldte bryllupsgæster til en meget hyggelig aften. Og som et typisk billede på albansk gæstfrihed fik vi en gave, fordi vi var kommet på besøg. Den venlighed og gæstfrihed og varme kan jeg stadig mærke fra mit besøg i Albanien.

Stolt historie
Albanerne er et stolt folk, og med rette, stolte af deres kultur og historie. Vi besøgte mange steder, der er forbundet med den albanske historie, især den albanske frihedskamp. Hvor Albanien som det eneste land i det såkaldte Østeuropa befriede sig selv, og endda kunne sende partisaner ind i Kosovsa og det sydlige Jugoslavien for at hjælpe med at smide tyskerne ud.
Det var meget interessant, når man i forvejen kendte lidt til albansk historie og den udvikling landet havde gennemløbet fra 1912, hvor det blev selvstændigt efter 500 års osmannisk besættelse. Fra at være fattigere end fattigt til at være det moderne samfund som vi mødte, med højteknologi, kraftværker og sværindustri, næsten selvforsynende med alting.
Samtidig kunne man se problemerne, hvor der på den ene side var højteknologisk landbrug og på den anden side oksetrukne kærrer, fordi alle kræfter blev sat ind, når høsten skulle i hus.
Et fantastisk sted at besøge var Koman-dæmningen, et vandkraftværk, der var under bygning da vi var dernede, helt opført med albansk teknologi, uden hjælp udefra. Eller da vi så de tidligere store sumpområder i det sydlige Albanien, der nu var blevet drænet og forvandlet til frugtbare marker.

Socialismens resultater
Det var også fantastisk at komme ud og se hele deres undervisningssystem. Analfabetismen var udryddet, alle gik i skole og fik en uddannelse. Tidligere sendte Albanien folk udenlands for at få en højere universitetsuddannelse, især til Frankrig, men da vi var dernede havde de opnået et fuldt udbygget undervisningssystem, med universitet, ingeniørskole mv.. Ligeledes inden for det medicinske område var det blevet udbygget, så alle havde adgang til lægehjælp, selv ude i den mindste landsby.
Hvad jeg oplevede beviste for mig, rigtigheden af at socialismen omsat i praksis giver resultat. Og var med til at styrke mig politisk, forstået på den måde at: hvad kan vi ikke nå herhjemme når det bliver vores tur!
Det beviste også for mig, at det har enorme omkostninger for et land og dets befolkning at nå de resultater, og
der ligger et stort arbejde i det. Og først og fremmest beviste det for mig rigtigheden og nødvendigheden af socialismen og rigtigheden og nødvendigheden af proletariatets diktatur.

Albanien var det eneste land der prøvede at viderefører de rigtige principper med arbejderklassens kontrol af tingene og femårsplaner. Det gav en gode resultater, men ingen er en ø i verden, selvom Albanien var selvforsynende på de fleste områder. Så hvad der skete ude i verden, havde jo også indflydelse på hvad der skete i Albanien.
Albanien og Albaniens Arbejdets Partiet med Enver Hoxha i spidsen måtte føre en kamp på liv og død mod revisionismen, og for mig at se i dag var det denne rigtige kamp, der gjorde at Albanien forblev socialistisk så lang tid som det nu blev (til 1991, KP), også efter at revisionisterne havde taget over i hele den øvrige del af østblokken.
Albaniens Arbejdets Parti og Enver Hoxhas hårdnakkede og principielle kamp mod højreafvigelser er det, der sikrede udviklingen fra et meget tilbageståtilbagestående land med udbredt analfabetisme, til det land vi mødte. Man fulgte den principielle linje om at udviklede sværindustrien for at sikre grundlaget for en letindustri. der kunne opfylde befolkningens behov, på trods af de tilbageslag der skete, ikke mindst da kineserne trak hjælpen tilbage (i 1978, KP). Bruddet med Sovjet og opgøret Hrustjovs revisionistiske ideer om, at Albanien skulle nøjes med at udvikle landbruget, så skulle sovjetunionen nok levere maskinerne, kostede også, men var afgørende og principielt.

Det levende demokrati
Alle albanere, som vi mødte, var levende interesserede i politik og velorienterede om, hvad der foregik udenfor Albanien, i kraft af tv, radio og der udkom et hav af aviser, blade og tidsskrifter. De havde lidt svært ved at forstå sådan et fænomen som arbejdsløshed - hvordan det kunne opstå og hvad det indebar. Der var ingen mangel på arbejde i Albanien. Herhjemme havde vi på den tid massearbejdsløshed, der ikke mindst ramte unge og havde haft det i næsten ti år. Som i dag fik folk ikke en støtte, de kunne leve af. De unge albanere havde svært ved at forstå at der kunne findes sådant et samfund, hvor folk ikke var sikret uddannelse og arbejde.. Albanerne var samtidig meget bevidste om både den indre og den ydre fare, for sabotageangreb. Stort set hvert år så prøvede den tidligere konges efterkommere at sætte sabotører i land fra nogle gummibåde. Der var en løbende debat om ideologiske spørgsmål.
Det albanske demokrati var meget forskelligt fra det, som vi kender. Hele befolkningen var inddraget i forhold til politiske beslutninger og udviklingen af femårsplaner mv..
Kvinderne udgjorde et væsentlig del af det albanske samfundsliv og deltog på lige fod med mændene. Herhjemme er vi knap kommet videre end til at diskutere ligeløn. I Albanien var det for længst sikret, kvinder var flere steder ledere af fabrikker, ligesom de indtog en fremtrædende plads i kulturlivet. Hvor stor en præstation, det var, skal forstås på baggrund af den fornedrende midelalderlige religiøse og reaktionære kvindeundertrykkelse i det albanske samfund før revolutionen.
De forskellige masseorganisationer spillede en afgørende rolle, her var folk med til at drøfte udviklingen. Hele samfundslivet var gennemsyret af et aktivt demokrati, ikke bare et formelt demokrati, hvor du går hen og sætter dit kryds, men hvor man virkelig deltager i samfundsudviklingen. Og for at deltage i samfundsudviklingen er det nødvendigt med en ordentlig skole ddannelse og en masse viden, så man bliver i stand til at deltage aktivt, og det ikke bare er noget, der står på et stykke papir.

Det er svært at beskrive det uden at det kommer til at virke abstrakt. Det skal opleves. Ligesom det danske samfund forekom dem en smule uvirkeligt, når jeg fortalte om unge mennesker, der bare kunne gå for lud og koldt vand uden arbejde og uddannelse, og generationer der blev tabt på gulvet, så kunne det også være svært for mig at forstå det albanske samfund, der var så gennemsyret af begejstring og stolthed over de resultater, de nåede, at det virkelig var en vekselvirkning mellem teori og praksis.
Om sommeren eller efteråret tog de studerende ud på landet for at hjælpe med høsten et par uger eller en måned. Der var sikkert også brug for hænderne, men i ligeså høj grad tror jeg det var godt, at folk mødtes på tværs af deres forskellige hverdag og arbejdsopgaver og udvekslede indtryk og erfaringer og lærte hinanden at kende på en helt anden måde end vi kender til herhjemme. Det er også nødvendigt, hvis folk skal have indblik i en produktions problemer. Ved man hvordan den er, så kan man også deltage i beslutninger om udviklingen. Sådan fungerede det på alle samfundsområderne. Og det virker jo abstrakt på os her i Danmark.

 

 

Kilde: Kommunistisk politik 20, 2008

videre