Gode kammerat
Hjertet sprang næsten et slag over. Til aften i Tv-avisen kom det kort frem, bare lige nævnt, at de tre fascistiske voldsmænd, der agerede ”sydamerikansk dødspatrulje”, kommer for retten i september. Nødtvunget, på grund af de alt for mange troværdige vidner, ikke mindst Politikens artikler, og et stort pres, sidst, men ikke mindst vedholdenhed og mod fra Henrik og hans families side, har Systemet måttet ofre tre af sine ”Bukse-Marius’er” og stille dem for retten. Men dertil, og så til at få disse håndlangere dømt, er der et stykke. Det er en borgerlig klassedomstol, der skal dømme en nok så lille ubetydelig del af det borgerlige voldsapparat. Jeg har mine tvivl, MEN det er godt, sagen bliver rejst, hvis den samtidig bliver fulgt til dørs, så flere kan se en flig af, hvad der er under den kapitalistiske statsmagts demokratiske maske, se, hvor hul og falsk den såkaldte retssikkerhed er! Mere end 2.000 er blevet anholdt og fængslet siden borgerskabets attentat og mord på Jagtvej 69. Den kapitalistiske statsmagt har fået afprøvet SIN terrorlov, udvidelsen af beføjelserne til ”Knippelsuppe-drengene” i SIN angrebskrig mod den københavnske ungdom, mod ”utilpassede” i det hele taget, som ikke passer ind i DE nålestribedes koncept. Fascisme behøver ikke være iklædt skrårem og stålhjelm, MEN kan tone frem ”pæn” mellem aftenkaffen, sofa-hyggen og Napoleonskagen.
Den uhyggelige gennembankning, Henrik fik på sin syttenårs fødselsdag, og den efterfølgende ”køretur i skoven” under fortsatte trusler og tæsk i bedste dødspatruljestil, er et af de symptomer, der i ny og næ dukker frem og afslører, hvad der skjuler sig under den tynde fernis af pluralisme og borgerligt demokrati. Det burde ikke kun være de tre håndlangere, der sidder i retten på anklagebækken til september. De er kun redskaber, de har mere eller mindre pareret ordre fra Systemet. Det burde være DET, der blev sigtet, anklaget og dømt, ikke af en borgerlig retsinstans, MEN af en revolutionær folkedomstol!
Kammeratlig hilsen
B.C.
Natten til 24. juni

Kære Kammerat F.
Det glæder mig, du kan fortabe dig i lidt ”smugkiggeri”. Bøger, verdenslitteratur... ja, kunst i det hele taget, hvad var vi som mennesker uden...! Som man fordyber sig, blir ens smagsløg skærpet. Og så har de et udviklende og uddannende aspekt og er med til at gøre os til bedre mennesker. MEN på den anden side kan de også have den modsatte effekt, og som Scherfig så rigtigt skriver et sted i en af de ti bøger med nogle af hans kommentarer i Land & Folk gennem halvfjerdserne, man kan godt læse og samtidig være analfabet! Skønlitteratur, litteratur i det hele taget, er på samme måde som ytringsfriheden og pressen knyttet og forbundet til ejendoms- magtforholdene i et samfund, til den herskende klasse! Her i denne, der blir min sidste sommer, reflekterer jeg en del over, hvad Marx, især Lenin, Gorkij, Anna Seghers og ikke mindst kammerat Stalin og Enver Hoxha har sagt og skrevet om de ting, hvordan det forholder og hænger sammen i et kapitalistisk samfund, og hvilken rolle kunsten har i kampen for socialismen og ikke mindst i kampen for opbygningen af det socialistiske samfund, og det ansvar og de krav, arbejderklassen, partiet må stille til kunstnere om at skildre de problemstillinger, der er i denne proces, og den udvikling, det enkelte menneske gennemgår, positivt som del af kollektivet, negativt som forkvaklet individualist, der går i opløsning og til grunde, fordi det ikke forstår ”Det Nye”. En realisme, i en form, med et indhold, der ikke er skematisk, som forholder sig også til de fejl og mangler, den enkelte, en gruppe af individualister begår under dække af ”Socialismen”. Jeg er lige blevet færdig med at genlæse Aleksej Tolstojs Ildprøven i de tre bind, der kom på Sputnik og på dansk en gang i halvfjerdserne. Hvis du ikke har læst den, så kast dig over den (den er med i samlingen af Russisk og Fransk litteratur, som jeg er ved at finde frem fra hylderne til på fredag). Den er et godt eksempel på, hvad jeg mener. Aleksejs Ildprøven skildrer ildprøven hos mennesket før og under revolutionen i 1917. Det er en mere end fremragende bog! Og for sig kan man se, drage paralleller til især de intellektuelle, til de pladderhumanistiske ”socialister” på venstrefløjen i dag, ja, vel til alle tider, for problematikken er universel og ”tidløs”.
De grundlæggende træk og den rolle, de intellektuelle spiller, deres fejl og mangler, også når ”de har deres gode hjerte med”, er de samme ... Lenin har gentagne gange skrevet om netop dette lag, fejlene, svaghederne osv. Men vi ses på fredag. Jeg glæder mig til at komme i bogbutikken, det er år og dag siden, jeg har været der sidst, men husk poser, vi tar en portion bøger med, i stil med den i går!
Kammeratlig hilsen
B.C.
25. juni 2008