Breve til kammeraterne.... Nogle billeder fra mit liv
Af B. C. Andersen, fortalt til en kammerat

Den kræftsyge digter B.C. Andersen fortæller her – ved hjælp af en båndoptager og en kammerat – erindringsglimt fra sit liv som forkæmper for arbejderklassen

Jeg er opvokset ved min bedstefar og bedstemor; til forskel fra mange andre på daværende tidspunkt, behøvede jeg ikke at have byplads eller være svejer. Jeg fik hvad jeg havde brug for og manglede ikke noget, men jeg ville jo gerne stå mig med alle de øvrige i gaden og alle de øvrige i skolen. Jeg er født i sådan en gade hvor det var arbejderklassen der boede der, og gik på en skole, hvor det var arbejderklassens børn der gik.
Min opvækst hos mine bedsteforældre har jeg beskrevet i tre digte: 6 år gammel fra digtsamlingen ’Varmt møde i en kold krig’. Kom ræk mig din hånd som står i et af Kulturkampens numre fra 80erne. Kom sæt dig som blev bragt i Kommunistisk Politik i år. De kan læses i forlængelse af hinanden og er vel en slags historisk rids omkring min opvækst, og hvad der har præget mig, og hvorfor jeg søgte det revolutionære allerede som 13-14 årig.

Da jeg kom i 6. klasse blev jeg aktiv i folkeskolen og blev senere elevrådsformand. Jeg blev aktiv i det skolepolitiske arbejde, vi begyndte at lave en sammenslutning af elevråd i Randers, som var for alle folkeskolerne.
Jeg overtog så en byplads efter min bedste klassekammerat, der var så uheldig at brække benet. Det var en virkelig fin plads og kunne næsten betegnes som en ”arbejderaristokratisk stilling”; jeg fik 50 kr. om ugen for at køre rundt med sko i udvalg til de finere velaflagte burgøjsere der boede oppe i byen. Konerne kunne jo ikke selv bevæge sig ned i en skotøjsforretning og hente sko og støvler - næ næ, det foregik på den måde, at de ringede ned og fik bestyreren af ’Den Gyldne Støvle’ til at sende et større udvalg af fodtøj op til dem. Det var mit job, og jeg lagde selv cykel til, det var derfor jeg fik 50 kr. om ugen for det. Man skulle velklædt, og - havde jeg nær sagt - ikke ligne sådan en af de der proletarunger.

I den forbindelse kom jeg tæt på nogle sjove typer blandt de der burgøjsere, jeg husker især – det var vel en ynkelig skæbne når det kom til stykket – storentreprenørens kone her i byen, fru Arnholm, om hvem der gik en masse rygter, fordi hun var noget af en særling. De boede tilbagetrukket op af en bakke med en lang allé, i en stor dyster villa. Der skulle man komme op med det her udvalg og ringe pænt på, og så gå lidt ned af alléen og vente lidt, før man gik op til døren igen, så lå der penge for det hun evt. havde købt. Det undrede mig meget, men jeg fandt så ud af gennem de andre bydrenge i byen der var ansat ved andre handlende, at det var den måde konen praktiserede sine indkøb på. Hun viste sig ikke i dagens lys. Om hun havde grund til det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har aldrig set hende. Det var min første byplads.

En by under forandring
Senere kom jeg om eftermiddagen ned til Vorbæks tømrerhandel som senere er blevet opkøbt af Silvan og hvad det nu hedder. Der var jeg nede i isenkræmmerafdelingen, hvor jeg kørte rundt med regninger og også af og til hjalp med at læsse en lastbil med brædder og sådan noget, der skulle ud til en mindre håndværksmester. Det faldt mere i min smag fordi dér skulle man bruge sine kræfter. Der blev jeg også arbejdsdreng nede i en kort periode, men syntes ikke rigtig om det, fordi der var stor standsforskel. Altså jeg skulle spise sammen arbejdsmændene, hvilket jeg ikke havde noget imod, men jeg kunne ikke klare at dem, der arbejdede ovre i isenkram, ikke følte sig gode nok til at spise ovre ved vi andre. Og så gad jeg sgu ikke snakke med dem; til sidst så jeg sad bare og lavede det jeg blev sat til og lave og så ydede jeg ikke mere for den 25 øre. Og det var de så nok blevet træt af og syntes jeg var en sær gut.
Så gik jeg i skole og tog teknisk forberedelseseksamen, men jeg ville hellere tjene nogle penge. Og fik et job som chauffør medhjælper hos Tæppe Olsen. Dér gik det første gang op for mig, at der også var klasseskel ude på landet; jeg husker vi en gang kørte rundt næsten en hel formiddag med en sådan en stue bestående af en to-treener, og ikke kunne komme til at aflevere den. Uanset hvem vi spurgte derude i den landsby og husene omkring, var der ingen der kendte til, hvem den mand var. Da vi endelig fandt manden, fandt vi ud af, at han var statshusmand (En statshusmand var en, der havde fået mulighed for at købe et lille husmandssted, der blev udstykket i 30’erne med statslån, ikke stort nok til at det kunne brødføde sin familie, han måtte stadig gå som daglejer for storbønderne, men dog stort nok til at han kunne være sin egen lykkes smed). Selvom dette var i slutningen af 60’erne var der alligevel efter så mange år forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager ude på landet. For de vidste garanteret godt, hvem vi havde spurgt efter.

Vi leverede også møbler, som regel den første uge i måneden, oppe i de ”Gummiløses paradis”, som det hed i folkemunde. Det var nogen nye sociale boliger, der var bygget, på daværende tidspunkt et stykke udenfor byen, hvor der hovedsagelig boede folk, der var blevet tvangsforflyttet fra de gårdrydninger og renoveringer, der var sket inde i Randers op igennem 60erne. Det var enlige mødre og folk på fattighjælp, som man sagde den gang. Vi kom gerne den første uge i måneden og leverede nogle møbler, og når der så var gået to tre måneder, kom vi og afhentede møblerne igen. Fordi de stakkels mennesker selvfølgelig ikke havde haft råd til at betale.
Det er sådan nogle indtryk der har fæstnet sig op igennem tiden, men på daværende tidspunkt kan jeg ikke sige, at det fæstnede sig særlig dybt, fordi sådan var det rundt omkring. Der var de forskelle – de gode gamle dage har aldrig nogensinde eksisteret; de har været gode for nogen, men de har sgu altid været dårlige for flertallet.

Politisk opblomstring
Den politiske aktivitet i Randers satte for alvor ind op til folkeafstemningen om medlemskab af EF i 1972. Dér møder jeg så endelig de der kommunister, jeg havde ledt efter allerede i min skoletid. DKP dengang nedlagde stort set al deres partimæssige aktivitet og kastede alle kræfter ind i det der blev til Folkebevægelsen mod EF. Dem lærte jeg så at kende. Det var ikke, fordi der var så mange her i byen; det kom senere netop fordi DKP gennem det massearbejde de lavede i folkebevægelsen fik en enorm respekt. Så blev jeg medlem af DKU, og kom med i lærlingearbejdet og mange andre ting.
Der blev organiseret en allerhelvedes masse lærlinge og ungarbejdere til DKU via massearbejdet i kraft af bl.a. sådan en som Ole Sander, som var formand for Faglig Ungdom. Men vi havde stort set ikke nogen skoleelever eller gymnasieelever eller studerende i DKU i Randers, og så fandt vi ud af at sådan nogen måtte vi også have. Så jeg begyndte at læse HF, og der var et par stykker mere der også begyndte at læse HF, for at komme op på det såkaldte Røde Gymnasium. Dér gik jeg oppe et års tid, men jeg havde ikke rigtig tid til at gå der, for jeg lavede en masse politisk arbejde og boede i kollektiv. Det gik under navnet ”Det røde bælte omkring Randers”,fordi vi boede 7-8 DKU’ere i det kollektiv på et tidspunkt, og vi havde længere nede ad vejen en nabo, der havde 200.000 kaukasiske bier.

70erne formede sig i Randers som alle mulige andre steder med aktioner. Vi var omkring 7-8 DKUere, da jeg kom til, men på få år var vi vokset til små 80 medlemmer. Mange af de aktioner vi lavede: udlejning af telefonbokse som boliger, ungdommens fem krav, en lærlingeløn til at leve af, måtte vi køre af både to og tre gange, så alle havde mulighed for at få lov til at deltage. Selvom Randers er landets 6. største by, så er den jo alligevel begrænset i størrelse. Der var mange minderige aktioner, og de blev altid akkompagneret med social samvær. Vi tog hen et sted og spiste og drak nogle bajere og planlagde nye aktioner.
Efter jeg havde været med i DKU et års tid meldte jeg mig ind i DKP, og det var så især freds- og solidaritetsarbejde, jeg beskæftigede mig med. Efter kuppet i Chile var vi med til at skrabe penge sammen, og lavede også nogle kampagner af en uges varighed, hvor vi havde fået en vandreudstilling på skolerne med billeder og plancher om imperialisme og antiimperialistisk kamp i Vietnam og Chile.

Værftsarbejder
Da jeg var omkring de 20 kom jeg op på Ålborg skibsværft, som skibsværftsarbejder. Først som arbejdsmand i Klub 1, som var en virkelig god klub. Vi gik hjem for et godt ord hver gang nogen havde trådt nogen over tæerne. Ikke sådan at forstå at det var de rene sommer- fredagsstrejker; der var virkelige ting bag de strejker der var. Det daværende DKP havde en rimelig stærk afdeling på Ålborg skibsværft. Ikke fordi der var så mange medlemmer af selve skibsværftsafdelingen, vi var omkring 20 DKP’ere på værftet, hvor der på daværende tidspunkt arbejdede omkring 3000. Men i kraft af den indflydelse, de gjorde gældende på arbejdspladsen og de aktiviteter, de organiserede på arbejdspladsen.
Mens jeg boede i Ålborg fortsatte jeg også som medlem af DKU. Vi havde et godt forhold til Jomfru Ane teater, hvor vi kunne låne kostumer. Jeg kan huske vi lavede et optrin, hvor jeg var klædt ud som den sædvanlige karikatur af en kapitalist, med høj hat og pingvinfrakke, og jeg havde skaffet den største kedeldragt man kunne få på værftet, så vi fandt den mindste spinkle DKU’er og puttede ham i den her kedeldragt; det var så den udsultede lærling der skulle have en lærlingeløn, der var til at leve af. Det vakte ret stor opsigt.
Skibsværftet er et helt univers for sig selv. Jeg kan i den forbindelse kun anbefale, at man griber til min gamle afdøde ven John Max Pedersens bøger for at få et blegt indtryk af, hvad det vil sige at arbejde på en stor arbejdsplads.
Et skibsværft er en arbejdsplads, som sætter fællesskab højt. Det er virkelig livets skole hvad angår at møde røvhuller, men også hvad angår at møde dejlige mennesker og gode kammerater.

Efter Klub 1 kom jeg ud til malerne og gik og malede skibsbunde og tanke. Dengang havde jeg ikke mødt John Max, det skete først dengang vi havde skraldemandsstrejken i Randers. John tog rundt til forskellige arbejdspladser og understøttede strejkestøttearbejdet, med råd og hjælp til at skrive. Der lærte jeg John at kende, fordi han fik tilført skraldemandsstrejken noget helt nyt, som ikke var set før her i byen. Netop med at inddrage koner og børn og beboere i strejken. Udvide konflikten fra at være en blokade af lossepladsen til at være en strejke, hvor skraldemændene i stedet for at nøjes med at tømme folks skrald gik op i opgangene og ringede på og præsenterede sig sagde: ’Goddag jeg er din skraldemand - kunne du tænke sig at støtte strejken og købe et klistermærke?’ Den dag i dag står der en enorm respekt omkring John, hos de gamle skraldemænd.

Med DKP – og uden
En af DKPs store sejre i Randers var, da vi arrangerede den første 1.maj demonstration i 12 år. Det var en kommunistisk 1. maj; vi anede ikke da vi stod nede på Havnepladsen hvor mange der ville komme, først stod kun en forkølet skare, men der kom 7-800 mennesker, og det blev en flot demonstration gennem byen. Det gav så startskuddet til, et par år efter, så begyndte Socialdemokratiet ganske forsigtigt at holde et morgenmøde.
Senere udviklede det sig til at SF og VS, der var kommet til byen på daværende tidspunkt, gik med DKP og DKU i en fælles 1. Maj ude i Vesterparken. Det var en væsentlig politisk sejr, at vi fik 1. Maj på gaden igen.
En anden ting der var meget vigtig i den tid var freds- og solidaritetsarbejdet omkring Chile og Vietnam. Det afstedkom en del divergenser i forhold til den øvrige venstrefløj. Her tænker jeg på splittelsen indenfor freds- og solidaritetsbevægelsen, Chile komiteen - Komiteen Salvador Allende, Vietnam 69 og det øvrige Vietnam-arbejde, hvor DKP gjorde stort set alt for at lefle for de såkaldte venstresocialdemokrater.

Jeg tænkte ikke så meget på det den gang; det var en erkendelse der gik op for mig ganske langsomt hen ad vejen- altså DKPs strategi i forhold til reformismen og socialdemokratiet. Det kom første gang til udtryk i de diskussioner, vi holdt ude i Strømmen, ude i DKPs partilokale, op til partiets 26. kongres. Carl Madsen var kommet med en omfattende kritik af partiprogrammet, hvor der simpelthen var solgt ud af alt, hvad der var af proletariatets diktatur og den videnskabelige socialisme. Virkelig et halehæng til Sovjetunionens degeneration som socialistisk land og SUKB som et kommunistisk parti.
Det var jo også noget som gjorde sig gældende netop indenfor solidaritetsarbejdet omkring Komiteen Salvador Allende og Chile komiteen - altså hvor ’det antimonopolistiske demokrati’ bragte Allende til magten, men sandelig også druknede den chilenske arbejderklasse i blod.

Det stod ikke helt klart for mig dengang, hvordan og at det var sådan tingene forholdt sig, men jeg kunne mærke der var et eller andet. Carl Madsen var en af de første - og vel også den eneste med slagkraft - der prøvede at rette en kritik netop mod ’det antimonopolitiske demokrati’.
Han var jo en hæderkronet gammel partikammerat, og kunne ikke sådan lige affærdiges i starten. Til gengæld gik der en smæde- og rygtekampagne. Det gik på, at han var en gammel mand, han havde gjort sit, man kunne ikke rigtig regne med ham og han rendte for meget med de flippere inde på Christiania. Man gik ikke ind og diskuterede, hvad manden rent faktisk havde rettet kritikken imod, og hvorfor.
Der blev godt nok afholdt nogle diskussioner og nogle kongreskurser, både i Randers og i Midtjysk distrikt. Men det var ganske uvæsentlige ting der blev berørt, virkelig at diskutere det positivt og kritisk gjorde man ikke.

Det lykkedes jo også at få knæsat ’det antimonopolistiske demokrati’ som DKPs program, og det er jo et program, som KPiD bygger videre på i dag, og som det såkaldte nye Kommunistisk Parti (KP) også bygger på. Der er i det væsentlige ikke nogen principiel forskel på hvad der står i DKPs program fra 70erne og det program, som KP har lagt frem, angående det antimonopolitiske demokrati.
Jeg tabte så interessen for DKP. Der var også nogle subjektive og personlige ting, men jeg følte mig virkelig skuffet. Det var hårdt. Bevægelsen ville heller ikke have forbindelse med mig, og stort set fra den ene dag til den anden forsvandt. alle de kammerater,jeg havde haft igennem en lang årrække.

Giftigt arbejdsmiljø
Efter skibsværftet kom jeg til at arbejde som støberiarbejder nede på Randers Jernstøberi. Det må jeg sige var noget af en oplevelse. Aldrig har jeg set en mere forurenet, en mere beskidt og ringe arbejdsplads. Alt var kritisabelt. Det første indtryk, da jeg trådte ind gennem porten - jeg skulle stå og tømme ovne for gammelt støbegods og støbesand og hakke det op - det var en mand der stod med et kæmpe kloakdæksel i hans to hænder og en ordentlig pøsfuld vand ved siden af sig. Og så stod han bare og drejede det og tog grater af og ridsede det af, og han gjorde det uden nogen form for støtte, han løftede det simpelthen. Enhver der går forbi et kloakdæksel ude på gaden kan se der skal nogle muller til, så den der arbejdskammerat holdt nok ikke ret lang tid. Jeg tænkte - sikke dog et sted. Men arbejdskammeraterne var gode; det var hovedsageligt tyrkiske arbejdere, der var på støberiet, uhyre hjælpsomme og de havde også den rette indstilling til arbejdet, for det var dårligt lønnet og der var dårlige arbejdsforhold, så man skulle yde så lille en indsats som muligt og få det til at se ud af så meget som muligt. Og det er også en god ting at lære på en af kapitalismens arbejdspladser.

Efter jernstøberiet blev jeg sprøjtemaler oppe på maskinfabrikken Gerni. Det var på den arbejdsplads jeg fik pådraget mig den arbejdsskade med trichlorethan, som efter lægens bedømmelse er årsag til den leverkræft, jeg er ved at dø af nu. Der sprøjtede vi med epoxypulver, der blev varmet op i en ovn, og vi havde de her store tri-kar, hvor vi ved fordampning affedtede emnerne. Det var en god arbejdsplads rent lønmæssigt, også en af de førende arbejdspladser på daværende tidspunkt med hensyn til klasseholdning. Hvis der var et eller andet, så lukkede man for ovnen i bageriet og gik hjem.
Efter Gerni fortsatte jeg som sprøjtemaler ude på en lille virksomhed, der hed Combireoler, hvor arbejdsforholdene var så som så, men det var en god arbejdsplads rent lønmæssigt. Bossen derude arbejdede selv med, større var den ikke. Der stod vi direkte med trichlorethanen og vaskede emnerne af stort set med et par gummihandsker på, og så bare en vask - det trækker jo ind gennem huden, så dér har jeg nok fået et ekstra godt pust af det.

Så var jeg også jord-og-beton’er og ansat ved Randers Havnevæsen. Det var alt forefaldende arbejde, vi bankede pæle i og sikrede sejlrenden, lagde forskinner, lavede søafmærkninger, vedligehold af kajanlæg, og hvad der ellers var nede på havnen. Alt der skulle til, så skibene kunne sejle op igennem fjorden.

Et varmt møde
Omkring 1980 fik jeg kontakt med det daværende revolutionære DKP/ML. Det var to kammerater, der var flyttet til byen med det formål at starte en afdeling. Vi diskuterede politik og holdt skolingsmøder i marxisme-leninisme, og ganske langsomt blev jeg indviklet i partiets aktiviteter, og var med i hele udviklingen af dagbladet Arbejderen fra 14 dages blad, til ugeblad, til to gange om ugen, hvor vi stod - mig og en kammerat - foran arbejdsformidlingen og solgte alt hvad vi havde af aviser. Da partiet stillede op til folketinget samlede vi omkring 900 underskrifter i Randers, der blev godkendt. Vi havde et godt arbejdsfællesskab og satte vores præg på nogle af de store fabrikker.

Jeg har altid skrevet digte, men det var noget jeg holdt tæt ind til kroppen. Jeg kan huske i min DKU-tid havde jeg under en kammeratskabsaften prøvet at læse nogle digte op - det faldt ikke i god jord. Men jeg skrev stadig digte, og det revolutionære DKP/MLl, og APK i dag, har altid brugt kulturen som et våben i klassekampen. Ved hvert eneste møde var der kulturelle indslag. Der blev arbejdet bevidst med kultur og kulturarbejdere, i modsætning til DKP der stort set lod kunstnerne sejle deres egen sø og overlod det til dem selv at bestemme, hvad de mente der var revolutionær kunst og kultur.

Gennem DKP/ML fik jeg igen kontakt med John Max, og kan gav mig en positiv og fremadrettet kritik på hvad jeg skrev, og jeg har lært meget af ham i den proces. Det var også det revolutionære DKP/ML, som stod bag Nexø forlaget, som i 80erne udgav tidsskriftet for arbejderkultur Kulturkampen, som netop behandlede den revolutionære kunst og kultur og også blev et åndehul for folk, der skrev. Nexø Forlag udgav så to digtsamlinger af mig - Løbesedlen og Varmt møde i en kold krig. Jeg blev helt stolt, da jeg i en lektørudtalelse blev sammenlignet med Gustaf Munch-Petersen.

En meget væsentlig politisk sejr var udviklingen af Arbejderen frem til dagblad. Til forskel fra det miskmask af en populistisk avis der er i dag, der søger at tilfredsstille alt og alle på den såkaldte venstrefløj, spillede Arbejderen dengang en væsentlig rolle i opgøret med maoismen, med anarkismen, med alle de forivrede strømninger der fandtes.
Avisen spillede også en væsentlig rolle i antikrigsarbejdet, i mobiliseringen af de forskellige fredslejre der blev holdt i mod de baseforstærkningsaftaler. Og på samme vis spillede Arbejderen en væsentlig rolle under OK85 kampen og kampen mod EU.
Dengang DKP/ML var revolutionært var en helt fantastisk tid, der var præget af en begejstring og en optimisme, som man skal lede længe efter.

En brat slutning
Så ved jeg ikke, men på en eller anden måde sig droppede jeg det der arbejdsliv. Ikke fordi jeg var træt af det, men jeg havde lyst til at finde på noget andet. Og så startede jeg som vikar i et bofællesskab for udviklingshæmmede her i Randers. Det gik meget godt, og tillidsmanden ville have mig organiseret, så jeg blev sparket ind i SL - socialpædagogernes landsforbund. Gennem SL fik jeg så et længevarende kursus ude på Jysk Pædagogseminarium i Århus.
Efter uddannelsen kom jeg op på en stor døgninstitution, Søensbakke, som de startede i Mariager, hvor jeg har været i dagcenteret og på plejeafdelingen, har været med til at opbygge en autistafdeling for lavt fungerende autister, og i det hele taget prøvet at arbejde i alle funktioner deroppe.
Jeg kom ind i klubben for Socialpædagoger Randers-Mariager-Djursland, som organiserede 3000 socialpædagoger i den nordlige del af det daværende Århus Amt.
Dér sluttede mit arbejdsliv ved at jeg pådrog mig en arbejdsskade, via en fastholdelse af en beboer, som afstedkom at jeg fik en diskosprolaps, som blev behandlet konservativt. Efterfølgende fik jeg dårligt hjerte og gennemgik en bypassoperation og måtte på førtidspension.

 

 

Kilde: Kommunistisk politik 23, 2008