Tale ved B.C. Andersens bisættelse ... Af Klaus Riis Redaktør Oktober Forlag, Kommunistisk Politik

Bruno Carlo Andersen (4.1.1954 – 22.11.2008) blev bisat af familie, tidligere kolleger, venner og kammerater på Nordre Kirkegård i Randers lørdag den 29. november - ved en smuk afskedsceremoni uden præster, men med røde faner, røde sange og mindeord

Kære familie, kære kolleger, kære venner, kære kammerater!

Vi skal tage den sidste afsked med vores Bruno, med kammeraten B C, med den fine lyriker B. C. Andersen.
Han har selv inviteret os og bestemt rammerne for bisættelsen. Han var ikke alene, da han døde, og han skal følges herfra med den varme, solidaritet, klassefølelse, der var så karakteristisk for ham, som lyser igennem og bærer hans forfatterskab.

Bruno var alt for ung til dø. Han blev kun 54. Digterisk var han på højden af sin ydeevne, skarpt følende og klart tænkende til det allersidste. Da det blev klart, at leverkræften, han havde pådraget sig som sprøjtemaler i sin ungdom. var uhelbredelig, så han med et fantastisk mod døden i øjnene. Han besluttede at kæmpe til det sidste, blive ved med at deltage i kampen for et andet samfund, for et socialistisk Danmark med arbejderne ved magten.

Så længe han selv kunne, skrev han sine Breve til kammeraterne, nye optegnelser og poesier af stor skønhed, stor smerte, og vilje til revolution. Han fortsatte og fortalte til en båndoptager og dikterede til en kammerat, da han blev for afkræftet til selv at gøre det. Han fik også taget afsked i personlige møder og besøg. Han fik sluttet sin livscirkel, og nåede også tilbage til sin barndom og opvækst hos bedsteforældrene med et smukt afslutningsdigt ’Kom sæt dig’, hvor det nu er ham selv, der række kampfanen videre til en ny generation.

Det er godt at kunne sige:
B C – du døde en værdig og smuk død, en kæmpende kommunists død!

Bruno havde været tæt på før, med dårligt hjerte, bypass- operation og meget andet galt. Jeg tror egentlig han betragtede den sidste årrække han fik som en slags tillægsgave, hvor han fik udfoldet alle sine gode egenskaber som aktivist og poet. Ikke mindst i kampen mod imperialismens krige og den ulovlige danske deltagelse i Irak og Afghanistan, mod en fremspirende politistat, der brugte krigen mod terror som påskud for at føre krig mod de unge, som i kampen om Jagtvej 69, og mod arbejderne.

Af Arbejderpartiet Kommunisternes kongres blev B C valgt som formand for partiets kontrolkommission. Det var en stor tillidserklæring, for det er en post der kræver dyb tillid og respekt alle steder fra, for den handler om at løse konflikter og sikre partiet enhed og slagkraft.

I disse år vandt han nyt land for sin poesi - både den nødvendige politiske digtning, men også med en række dybt personlige digte bl.a. om sygdom og dødsnærhed, og med en hel stribe sprudlende erotiske digte. De markerer ham som en af de betydeligste lyrikere i hans generation.
BC ville ikke skrive festlyrik. Han ville bruge ordene til at afsløre skjulte sandheder, til at mobilisere til kamp. Det er nemt nok at forstå, at en mand der på få linjer i et digt kan spidde verdens magthavere, ikke bliver præmiepoet.
Og det kunne B C - f.eks. i et digt som

Undercover

De taler
om noget, de selv finder på
trækker i lang kjortel, turban
sminker sig mørke
sprænger bomber
fremstiller sandheder
til bagbundne foran tv skærmen, der
lænket af kommentatorer
med nakke, bøjet mod nakke
ser løgnen, frit myrde løs
fængsle fredsaktivister, der
opfordrer til modstand, mod de rigtige
terrorister
i mørke habitter
brede, hvide Pentagon-smil
undercover
i Washington, London
og København.

B Cs formidable evne til at sanse og udtrykke sammenhæng og modsætninger i tingene gør ham ikke bare til en væsentlig repræsentant for, men også en fornyer af den politiske lyrik i vort land.
Det var selvfølgelig vigtigt for ham at få sine ting ud, men han var temmelig uambitiøs med hensyn til at få samlet digtene i bogform. Derfor ligger der en lille håndfuld samlinger og venter på at blive trykt.

Alt hvad B C skrev er personlig, gennemlevet erfaring. Det handler ikke om det isolerede menneske, selv når det kan være nok så alene, og stå over for nok så tunge situationer, men om det sociale menneske, mennesket sammen med andre, i samfundet, i sin klasse og dens kamp. Det egentlige liv leves og deles med andre.

Både B C’s arbejdsliv med de mange jobs i hans unge år som værftsarbejder, fabriksarbejder, sprøjtemaler o. s. v , og hans liv som arbejdsløs og siden som førtidspensionist er en del af hans poesi.

Hvordan oplevede andre ham i de roller?
På hans hjemmeside Digteren Online skriver Jan Sigsgaard, en tidligere kollega fra Sødisbakke i Mariager, som var B C’s sidste arbejdsplads:


”Vi opnåede gode fælles resultater med de to autister, som vi var kontaktpersoner for.
Bruno havde en evne til at gennemskue, og aflæse beboerne, som ingen anden.
Han tog en stor billedserie og beskrev hver enkelt billede så livagtigt, at alle når man så det, var i stand til at handle ud fra den observation.
Dette resulterede i, at vi kunne yde den bistand beboeren ønskede, dette var med til at gøre det spændende og lærerigt, for både beboere og personale.
Det føltes ikke som at være på arbejde, man var et med beboere og personale, når man var sammen med Bruno.”

 

Sådan var BC – han så tingene, som de var, uden fordomme, solidarisk, medfølende, udtryksfuld. Han kunne hjælpe. Han var socialistisk realist. Han gav den fælles drøm liv og retning!
Han vil blive savnet.

Kære BC!
Du skal have tak for alt hvad du har givet os. Det er rigt. Du skal have tak for dit eksempel.
Vi lover dig:
Vi giver aldrig op - og vi kæmper sammen, du vil altid være med – vi kæmper for at sejre!



 

 

 





 

 

Kilde:  apk2000.dk/oktobernet 2008