Mindeord: B.C. Andersen

Natten åbner sig
jeg ligger søvnløs, med min angst
hvirvlet ind i dynen
stivnede tanker
jeg hører hurtige skridt
på gangen
trækker vejret anspændt
føler, jeg falder og falder
mod stjernerne
og havet langt herfra
og en stilhed, så stærk
at angsten forsvinder

B.C.

Vores fine kammerat, digteren og kommunisten Bruno Carlo Andersen døde lørdag den 22. november ved midnat på et hospice i hjembyen Randers efter hård kamp mod en ondartet leverkræft. Et barsk endeligt, som han mødte med beundringsværdigt mod. Han blev bare 54 år gammel. Han efterlader datteren Rosa – og et lyrisk værk, som vil blive stående som gyldigt udtryk for den revolutionære kamp i en lang, vanskelig periode gennem næsten 40 år.

Arbejderdrengen B.C. følte sig stærkt forbundet med sin klasse. Hans digtning er lysende gnister af hans liv og dens liv. Den afspejler den revolutionære protest, modstanden og ukulighedens ånd, i dagligdagen, i småt som stort, overfor kapitalistisk brutalitet og imperialismens og krigenes hærgen.

B.C.’s digte indfanger på unik måde revolutionens store følelser – solidaritet, optimisme, nøgtern illusionsløshed, stædig kampvilje, menneskelighed. De taler uopstyltet, mand med kvinde, og omvendt, kammerat til kammerat.

De talrige digte findes sammen med artikler og andet først og fremmest i den revolutionære presse, i dagbladet Arbejderen gennem en årrække, senere i Kommunistisk Politik, i tidsskrifter som Kulturkampen, i antologier, på nettet, og i de trykte samlinger.Thomas Koppel satte hans digt ’De vil alle være med’ i musik. Det kom på ’Vi kæmper for at sejre’. For et par år siden oprettede han hjemmesiden Digteren Online (www.min-poet.dk)

B.C. forstod fra sin tidlige ungdom nødvendigheden af at organisere sig for at skabe forandring, og han kæmpede altid for at forblive organiseret – også når det kommunistiske parti midlertidigt forsvandt.

Han blev som helt ung medlem af DKU og snart af DKP, forlod partiet ved dets programfæstelse af revisionismen i 1976, tilsluttede sig det revolutionære DKP/ML, og gik med i Arbejderpartiet Kommunisterne. Han var formand for partiets kontrolkommission, og formand for kulturforeningen Oktober.

Som ganske ung var han bybud, senere havde han et omskifteligt og lærerigt arbejdsliv som værftsarbejder, fabriksarbejder, havnearbejder, sprøjtemaler (hvor han pådrog sig den kræftsygdom, der førte til hans for tidlige død), ind imellem perioder med arbejdsløshed.

Senere blev han omskolet til socialpædagog, indtil alvorlig hjertesygdom og bypass-operation sendte ham på pension. En stribe hospitalsdigte er gribende. Hans digtning udvidede sig, indrog stadig flere felter af menneskelivet. Senest sprang han ud med en betydelig kærlighedslyrik.

B.C. forblev ukueligt optimistisk i sin tro på arbejderklassens styrke til at skabe en ny og bedre fremtid og kæmpede til det sidste for et stærkt kommunistisk parti i Danmark på marxismen-leninismens grund som en nødvendighed for at gennemføre revolutionen og opbygge socialismen.

Hans ’Breve til kammeraterne’, offentliggjort i Kommunistisk Politik, som han dikterede til en kammerat, da han ikke længere selv fysisk var i stand til at nedskrive digtene eller sine tanker, er et smukt vidnesbyrd om disse.

De vil sammen med andre tekster og digte blive udsendt i bogform om kort tid – sammen med digtsamlingen ’Sommerfuglens manifest’.
Flere efterladte digtsamlinger vil senere blive udsendt.

Æret være hans minde!

Centralkomiteen
Arbejderpartiet Kommunisterne

23. november 2008

 

 

Kilde:  Netavisen 23. november 2008