Jeg sidder på en bænk

Jeg sidder på en bænk
ved havnen
det blikstille, olieglinsende vand
blinker

Jeg er igen barn
en lille hånd
i en stor barket og ru
bjerge af kul, ligger på kajen

Du fortæller, gennemtrængende blidt
om skibene, navlerne
hvem, der har gravet kullene
malmen frem

Du lader al tvivl ude
åbner min verden, så jeg bedre kan se
drømme, håbe
i oprør, puste til ilden

Elske den blå luft, markerne
de dunkle skove
bølgerne og stranden med sand
små både
og mænd svedige, i mørke fabrikshaller.

 

  videre