Juanita dit navn

Juanita
dit navn bibringer noget fremmed og eksotisk
får mig til at tænke på sydlige himmelstrøg
varme og hvide strande
Jeg mindes det danske efterår
hvor vi hånd i hånd i morgengryet gik gennembøgeskoven

Der i skoven mellem det tætte løv
fortalte du mig alt om din længsel
den skyfri himmel
det blå hav med de hvide bølgetoppe
som du kunne ane i varmedisen
når du fra favellaen gik nedad bjergsiden mod byen

I dine brune øjne skuende en fjern verden
genkendte jeg de lasede unger fra tv
og da dit sorte hår strejfede min kind
fornemmede jeg en mors ømhed kærtegn og tåre
sorg over endnu et døende barn

Juanita
dit navn dine øjne og det sorte hår
det er så længe siden
at vi hånd i hånd mødte et efterår med vår
hvor vore hjertes banken en stund formåede
at standse løvfaldet

Juanita
du var for mig et solstrejf i et hengangent efterår
en kammerat for en tid i eksil
dine ar din længsel
din kærlighed til livet
til de lasede unger i dit land
fortalte at jeg kun for et øjeblik kunne opholde dig
at du måtte videre i din færden
vende tilbage til de lasede unger
bjergene
og der kæmpe for børnene, for at kunne leve

Men det du gav en efterårsdag i en bøgeskov
længslen i dit blik
det jeg kunne læse i dine brune øjne
gjorde at jeg kunne standse min søgen
og endelig vælge side
retning for min videre færden
og sammen med andre begynde min kamp.


(fra digtsamlingen Løbesedlen, Nexø forlag)

 

  videre