Ætsende, uafvaskelig

I tomme ventesale, på banegårde
fra en væg til en anden
opfangedes ekkoet fra mine tanker
når det sidste tog stod i remisse
et andet sted, på en anden station
og mine fødder skridtede natten af
målte ensomheden ud i fod, meter på meter
når de korte minutter endelig, efter år
blev til timer

Ad snørklede gader
i by efter by jeg ikke kendte
gik jeg på fliser, andre med møje havde lagt
den enliges enegang styrede mine tanker
der blev til ord på servietter
hugget i uopmærksomme øjeblikke ved pølsevogne
på kaffebarer
hvor sult, kontaktbehov for en femmer ku´ stilles
og slidte som den frakke jeg bar
udviskedes, opløstes de
i den strøm
der flød i rendestenene på min vej

I porten til en baggård
gemt af vejen i rådvild glemsel
fandt jeg, hvad jeg engang smed bort
en nøgle til en dør
som i min barndom altid stod åben
- ordene
jeg nu på husmure, plankeværker
flammende postkasserødt i morgendæmringen
varsler fremtiden med
malet ætsende og uafvaskeligt med syretilsætning.

 
  videre